Entreprenør på plads – TV-Byens gamle studier bliver til stort boligprojekt
Området med de sagnomspundne studier, der tidligere var en del af TV-Byen i Søborg, får nu nyt liv.
Et nyt større byggeprojekt, der både indeholder renovering, nedrivning og nybyg skal huse 155 moderne studieboliger og 117 mindre lejligheder på sammenlagt 12.300 kvm. Jönsson Entreprise har netop skrevet kontrakt på etape et og to af den omfattende byggesag på Gyngemose Parkvej 80 i TV-Byen. Det oplyser Nærum-entreprenøren i en pressemeddelelse.
Efter planen står de nye boliger klar i 2023 og føjer sig dermed til de allerede 1.000 nyere boliger og erhverv, der er skudt op i 2860 Søborg, siden DR flyttede fra det ikoniske postnummer i 2005, hvor omdannelsen af TV-Byen til boligområdet Gyngemose Park begyndte.
En anden, målrettet boligtype
Udviklingen af området med samlet cirka 1.000 boliger har været koncentreret om etablering af familieboliger i størrelsen fra 80 - 125 kvm. Det nye, omfattende byggeprojekt, hvor bygninger nedrives, eksisterende bygninger renoveres og der bygges helt nyt, skal efterkomme efterspørgsel på mindre lejligheder og studieboliger
Arkitektonisk afstemt byggeri
Det er Over Byen Arkitekter, der har tegnet stregerne og skabt et byggeri i gyldne farver med facade af gylden eller farvet metalplade med relief, vinduer i gylden anodiseret alu og beplantning på trapper og værn.
Lejlighederne og studieboligerne i udviklingsprojektets etape et ligger fysisk i forlængelse af hinanden og studieboligerne får adgang til fællesfaciliteter som fælleskøkken, gårdrum, fitness, klatrevæg og løbebane. Der etableres endvidere erhvervslejemål i kælderniveau.
– Som boligbyggeri er sagen et godt eksempel på, hvordan man i stadig højere grad bygger for definerede målgrupper for at opnå en bedre balance mellem udbud og efterspørgsel af boliger i byen. Som byggeprojekt har projektet bare det hele, både renovering, nedrivning og nybyg, udtaler Thomas Normann, direktør i Jönsson Entreprise, som netop har skrevet kontrakt på projektets første fase.
Byudviklingsprojektets etape et omfatter i alt 115 studieboliger samt 34 mindre lejligheder. Etape to omfatter alene 83 lejligheder udført som nybyggeri og det samlede antal boligetagemeter udgør minimum 12.320 kvm.
Ejendomskomplekset Gyngemose Parkvej 62, 80-86 omfatter et samlet etageareal på cirka 30.000 kvm fordelt på tre bygninger. Ejendommene vil over de kommende år blive omdannet fra erhverv til boliger, og udviklingen foretages i to overlappende etaper.
Valget stod mellem boliger og erhverv
Det er den amerikanske investor HighBrook, det danske udviklingsselskab Fontaine og Deas Asset Management, der står bag projektet.
– Vi købte ejendommen i 2018 som en cirka 60 pct. udlejet erhvervsejendom i en utidssvarende stand og stod med valget imellem at konvertere ejendommen til bolig eller at opdatere den til en moderne erhvervsejendom, siger ejeren af Fontaine, Claus Láfontaine Møller, der også er sælger af ejendommen, i pressemeddelelsen.
– Valget faldt på en konvertering til bolig, og vi har lagt vægt på at få tegnet en god sammensætning af studieboliger og familieboliger med fokus på at etablere såkaldt affordable housing-lejligheder, fortsætter han.