Helhedsplan i Haderslev – tre hold i spil til renovering af blokke fra 40’erne
Det almene boligselskab HAB er kommet et stort skridt nærmere renoveringen og ombygning af 88 boliger på Sydhavnsvej i Haderslev; der er prækvalificeret totalentreprenørhold til projektet. Det oplyser Janus Kirk Fischer, bygherrerådgiver ved Kuben Management, til Licitationen - Byggeriets Dagblad.
Bebyggelsen, der betegnes HAB’s afdeling 5 Sydhavnsvej, består af seks blokke opført i årene 1942-1948. Her omfatter projektet både modernisering samt om- og sammenbygning.
De prækvalificerede hold:
● Totalentreprenør Bo Michelsen med underrådgiverne Erik Arkitekter og Ingeniørfirmaet Viggo Madsen.
● Totalentreprenør Casa med underrådgiverne Arkitektfirmaet Vallentin Haugland og Ingeniørgruppen.
● Totalentreprenør Jorton med underrådgiverne Årstiderne Arkikter og Sweco.
Det fysiske løft til bygningerne er del af en helhedsplan, der - som den slags gør - sigter mod at skabe attraktive boliger, som er fremtidssikret til de nuværende og kommende beboeres boligkrav.
Projektet, som nu nærmer sig et totalentreprenørhold, omfatter udskiftning af døre- og vinduer, nye køkkener og badeværelser samt energioptimering med nye facader og tag. Desuden skal der laves tilgængelighedsboliger og etableres nye elevatorer.
Værdien i entreprisen er i udbudsmaterialet sat til anslået 77 mio. kr.
Ifølge Janus Kirk Fischer er tilbudsfristen den 2. november 2021.