Cubo får mulighed for igen at sætte sit præg på området ved Vejle Handelsskole, som arkitektfirmaet vandt tilbage i 2006. Arkitektfirmaet er udpeget som vinder af 3.733 m² nybyggeri til VUC på Campus Vejle. Ud over Cubo består vinderholdet også af Midconsult og Preben Skaarup Landskab.
VUC-bygningen kommer i det ydre til at fremstå som en kombination af sort, forpatineret zink og glas med de markante sorte lyskarnapper, som folder sig ud fra facaden.
Bygningen placeres mellem en ny idrætshal og det eksisterende bygningsanlæg, på et relativt smalt grundstykke. Ved at forme bygningen som en slynget bevægelse kommer man nogle steder tæt på naboen og andre steder længere væk. Dermed skabes både oplevelsesrige uderum og indre undervisningslokaler.
Vejle Campus er resultatet af fusionen mellem Vejle handelsskole og Vejle VUC. Over 2.000 elever og ca. 200 medarbejdere har deres daglige gang på Campus Vejle.