23948sdkhjf

EU-politikere tager næste skridt for at indføre ID-kort på byggepladserne

EU har taget første skridt i at bekæmpe social dumping og snyd med løn på blandt andet byggepladser, i transporten og landbruget. Beskæftigelsesudvalget har nemlig stemt for forslaget om, at europæiske arbejdere fremover skal bære ID-kort. Det skriver Fagbladet 3F.

ID-kortene skal ifølge mediet gøre det muligt for fagforeninger og myndigheder at kontrollere, hvem der arbejder på pladsen, om de bliver snydt for løn, og om arbejdsmiljøet er i orden.

Det er det danske medlem af EU-Parlamentet Nikolaj Villumsen fra Enhedslisten, der har stillet forslaget. Han er tilfreds med, at der nu er sket noget: 

- Jeg er enormt glad for, at det er lykkedes at samle bred opbakning til en markant styrket indsats mod fusk og social dumping. Et digitalt ID-kort vil være et kvantespring i kampen for ordnede forhold. I dag er det meget svært at kontrollere, om udenlandske kollegaer bliver snydt af deres arbejdsgivere, fordi de relevante dokumenter ikke er samlet ét sted, siger han til 3F.

Skal videre i systemet

Når en ny lov skal vedtages i EU, fungerer det ifølge 3F på den måde, at EU-Kommissionen kommer med forslaget, derefter skal loven forhandles på plads af Kommissionen, Ministerrådet og Parlamentet.

Derfor skal parlamentet stemme om forslaget fra beskæftigelseskommissionen senere på året.

I den forbindelse skal beskæftigelseskommissæren Nicolas Schmit svare på, om man fra Kommissionens side vil gå videre med forslaget. Det skriver Bygge-, Anlægs- og Trækartellet (BAT-kartellet) i en pressemeddelelse. 

- Jeg vil gerne ønske særligt de to danske forhandlere til lykke med det flotte resultat. Et digitalt ID-kort for den vandrende arbejdskraft i EU vil være et afgørende skridt i kampen mod social dumping, siger Gunde Odgaard, Sekretariatschef i BAT-kartellet, i pressemeddelelsen. 

ID-kortene er en mærkesag for både BAT-kartellet og 3F.

- Nu er det op til Kommissionen at vise, at de på denne dagsorden ikke er fodslæbende. Jeg vil derfor kraftigt opfordre Nicolas Scmit til hurtigst muligt at fremsætte et reelt lovforslag, der kan gøre Europa-Parlamentets forslag til virkelighed. Desværre har vi at gøre med den mest bagstræberiske Kommission i nyere tid, når det kommer til kampen mod social dumping, og derfor er det afgørende at vi fastholder det politiske pres på Kommissionen, siger Gunde Odgaard, yderligere i meddelelsen. 

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
JOB i FOKUS
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.125