23948sdkhjf

Ny forskning: Derfor er det godt at omgive sig med træ - både mentalt og fysisk

En lang række rapporter og forskningsprojekter synes at pege i retning af, at træbyggeri har en række gode bæredygtige og miljøvenlige egenskaber.

Men kan det være rigtigt, at både den fysiske og mentale sundhed og trivslen også forbedres, hvis man bor i et træhus?

Ja, fremgår det af et nyt svensk studie, som Center for Boligarkitektur ved Chalmers University of Technology i Gøteborg står bag sammen med arkitektfirmaet White Arkitekter. I studiet har man undersøgt boligkvaliteten og beboernes trivsel i netop træhuse. Der er foretaget dybdegående interviews samt en efterfølgende rundspørge blandt beboerne i et af Sveriges største boligområder bygget i træ, nærmere bestemt Frostaliden i byen Skövde i det centrale Sverige.

De to 8-etagers bygninger, som undersøgelsen tager udgangspunkt i, har en konstruktion af limtræ og CLT, mens gulvene og væggene blandt andet også består af synligt træ.

Det skriver interesseorganisationen Træ i Byggeriet i en pressemeddelelse.

- Rundspørgen omfatter beboerne i 52 husstande, som gav udtryk for, at træmaterialerne forbedrede boligens akustik og skabte en hyggelig stemning. Herudover viser undersøgelsen også, at beboerne er stolte over at bo i et træhus, da det afspejler en bæredygtig livsstil. Og det er alt sammen helt centrale elementer i forhold til mere trivsel og sundhed generelt set, forklarer sekretariatsleder i foreningen Træ i Byggeriet, Lauritz Rasmussen. 

- Det er naturligvis resultater, som vi er glade for at se. Derudover er det også positivt, at der i stigende grad kommer fokus på ikke alene, hvilken effekt træbyggeri kan have på CO2-udslippet, men nu også træmaterialers betydning for boligens kvalitet, trivsel og indeklima. Det er nemlig endnu et vigtigt argument for en øget anvendelse af træ i byggeriet, fremhæver Lauritz Rasmussen.

Træets synlighed spiller en central rolle

Ifølge adjunkt og forsker på Institut for Bioscience ved Aarhus Universitet, Kristine Engemann Jensen, er der en tæt sammenhæng mellem naturlige omgivelser og vores mentale sundhed. Hun har selv stået i spidsen for et forskningsprojekt, der for nyligt undersøgte sammenhængen mellem de to faktorer. Projektet, der kortlagde mængden af grønne områder nær godt én million danskeres barndomshjem, viste, at desto mere natur og naturlige omgivelser, vi omgiver os med i vores barndom, desto lavere er risikoen for, at vi udvikler psykiske lidelser.

 - Grønne omgivelser kan ifølge vores forskning mindske risikoen for at udvikle hele 14 psykiske lidelser med op til 55 pct. Og andre studier på området peger i samme retning. Omgiver vi os med en stor mængde natur eller naturlige omgivelser i særligt vores barndom, kan det blandt andet gøre os bedre til at tackle stress. Naturen er nemlig med til at forbedre den kognitive udvikling hos især børn, da man bedre lærer at vurdere risici og dermed bliver mere selvstændig, forklarer Kristine Engemann Jensen.

- Og mange af de resultater kan også overføres til boligbyggeriet, hvor andre studier har vist, at flere naturlige byggematerialer som eksempelvis træ kan have samme positive indflydelse på mennesker sundhed – især når de er synlige. Det er nemlig bevist, at naturlige materialer får os til at slappe af, og derfor kan det have positive effekter at benytte sig af eksempelvis træfacader på bygningernes overflade eller vægge og gulve af træ inde i boligen, siger Kristine Engemann Jensen.

Bæredygtige byer

Kristine Engemann Jensen ser med bekymring på den urbanisering, der har taget fart gennem de seneste år. Det stigende antal mennesker, der flytter ind til storbyerne, presser nemlig byernes få grønne oaser, og det kan ifølge hende potentielt få sundhedsmæssige omkostninger for borgerne. Derfor håber hun, at man i fremtiden tænker mere grønt ind i byplanlægningen.

Hos foreningen Træ i Byggeriet ser man også en øget anvendelse af naturlige materialer som et centralt skridt i forhold til at udvikle endnu mere bæredygtige byer:

- Ifølge FN’s beregninger vil to tredjedele af jordens befolkning i 2050 være bosat i et byområde. Den massive tilflytningsvækst stiller derfor store krav til, hvordan vi i fremtiden indretter vores byer og bygger vores boliger. Her kan naturen og naturlige materialer som træ komme til at spille en vigtig rolle i dannelsen af bæredygtige byer, hvor selve byplanlægningen understøtter klimaets såvel som beboernes sundhed i stedet for at underminere den, fastslår Lauritz Rasmussen.

 Træ i Byggeriet

Træ i Byggeriet er en interesseorganisation for danske virksomheder, der har træ og træbaserede produkter som hovedaktivitet. Foreningen er stiftet i foråret 2019 og består af en række virksomheder inden for byggesektoren. Alle har fokus på træ og er dedikerede til en øget anvendelse af træ i byggeriet.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125