23948sdkhjf

Oprensning af berømt og berygtet giftgrund ved Vestkysten sendt i udbud

Høfde 42 på Harboøre Tange i Vestjylland er for mange synonym med kemikaliefabrikken Cheminova og det kemiaffald, som fabrikken i 1950'erne og 60'erne deponerede i området.  

Nu skal der ryddes op efter fortidens synder, så man igen kan bade og fiske i vandet ved den berømte og berygtede Høfde 42. Opgaven med at rense området er netop sendt i udbud, oplyser Region Midtjylland i en pressemeddelelse.

Den massive forurening skal enten dampes eller vaskes væk, og det skal ske med fokus på bæredygtighed, lyder det i kravene i udbudsmaterialet.

- Det er en historisk milepæl, at landets første udbud på oprensning af en generationsforurening er i udbud. Og det er et ambitiøst udbud, men det er nødvendigt, når vi vil have fjernet forureningen ved Høfde 42, siger regionsrådsformand Anders Kühnau (S) i pressemeddelelsen og fortsætter:

- Befolkningen har en forventning om, at der bliver renset op, og det er den opgave, vi som det første sted i landet skal forsøge at indfri på vegne af både Christiansborg og selvfølgelig regionsrådet.

Opstart i 2023

Udbudsprocessen kører som udbud med forhandling og ventes at tage cirka et år, så udbuddet er afgjort i andet halvår af 2022.

Selve oprensningen ventes at gå i gang i andet halvår af 2023, når miljøkonsekvensvurdering og nødvendige tilladelser til projektet er på plads.

Ud over alle de tekniske specifikationskrav i udbudsmaterialet er der en bæredygtighedsstrategi for oprensningsprocessen. Strategien sætter rammen for konkrete handlinger med oprensningen, så arbejdsgange, metoder og processer ved siden af de almindelige tekniske og lovpligtige krav bliver så bæredygtige som muligt.

Helt lavpraktisk betyder det, at den udførende entreprenør skal udpege en bæredygtighedskoordinator, som skal sikre, at der arbejdes systematisk med bæredygtighed, uanset om det handler om for eksempel energiforbrug, materialevalg eller inddragelse af studerende og formidling af viden.

- Det er et ufravigeligt krav, at bæredygtighed integreres i opgaven. Oprensningen af kemikaliedepotet ved Høfde 42 er på mange måder et foregangseksempel for generationsforureningerne i Danmark - ja, og større forureninger i udlandet for den sags skyld, fortæller formand for Udvalget for Regional Udvikling Jørgen Nørby (V), der fortsætter:

- Vi skal huske de perspektiver, der er i så stor og kompleks en oprensning. I Region Midtjylland skal vi lære af Høfde 42-oprensningen, inden vi skal i gang med at rense op på Cheminovas gamle fabriksgrund.

Men det vil også være et udstillingsvindue på globalt plan, når det handler om bæredygtige prioriteringer og oprensningsmetoder, lyder det.

Fakta om forureningen

• Cheminovas deponering af kemikalieaffald ved Høfde 42 på Harboøre Tange skete i 50’erne og 60’erne med tilladelse fra staten, som også selv deponerede kemikalieaffald på stedet. Opgaven for oprensningen er placeret ved Region Midtjylland.

• Giftdepotet på Høfde 42 blev i sommer/efterår 2006 indkapslet med en 600 meter lang og 14 meter dyb jernspuns, der sikrer Vesterhavet mod udsivning af forurening. Spunsvæggen blev finansieret af Ringkjøbing Amt og staten.

• Det er vurderet, at kemikaliedepotet i dag indeholder over 100 tons forurenende stoffer, herunder syv tons kviksølv. Størstedelen af forureningen består af stoffet parathion, der blandt andet har været brugt til insektbekæmpelse i landbruget.

• I december 2020 besluttede partierne bag Finansloven 2021, at der skulle afsættes 630 mio. kr. over fem år til den første fase af en oprensning af generationsforureninger i Danmark. I denne fase skal der blandt andet renses op på Høfde 42 og Cheminovas gamle fabriksgrund på Harboøre Tange. Desuden giver Auriga Industries A/S (tidl. ejer af Cheminova), der er et datterselskab under Aarhus Universitets Forskningsfond, et engangsbeløb på 125 mio. kr. til oprensningen. I 2019 blev der desuden øremærket 50 mio. kr. på finansloven til forureningerne ved Harboøre Tange.

• Der kendes i dag 10 generationsforureninger i Danmark. Tre af dem ligger på Harboøre Tange syd for Thyborøn i Vestjylland og stammer fra kemikalieproduktion fra virksomheden, som dengang hed Cheminova.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095