23948sdkhjf

Giftgrund i Hillerød er tre gange mere forurenet end først antaget

På Collstropgrunden i Hillerød er der tættere på 105 ton arsen end de 35 ton, som tidligere var vurderingen

En af Danmarks ti største jordforureninger er langt mere forurenet, end tidligere antaget, viser nye miljøundersøgelser.

Det drejer sig om Collstropgrunden i Hillerød, som spreder sig over seks hektar.

Arsenforureningen på grunden ligger tættere på 105 ton arsen end de 35 ton, som tidligere var vurderingen.

Det skriver Region Hovedstaden i en pressemeddelelse.

Collstropgrunden er indhegnet og uden adgang for offentligheden.

Selv om forureningen er mere end 50 år gammel, har den ikke spredt sig til et underliggende grundvandsmagasin, hvorfra der ellers er risiko for, at den kunne bevæge sig videre mod Esrum Sø, skriver Region Hovedstaden i pressemeddelelsen.

Regionen holder derfor fast i sin nuværende plan for håndtering af forureningen.

På kort sigt går regionens plan ud på at holde forureningen inde på grunden.

På den lange bane forventer Region Hovedstaden, at den mest bæredygtige og økonomiske løsning vil være at lade hovedparten af forureningen blive på grunden og håndtere den der.

- At der har vist sig at være så meget arsen inde på Collstropgrunden, kan betyde at håndteringen kan blive meget dyr og besværlig, men det er endnu for tidligt at sige med sikkerhed, siger miljøchef i Region Hovedstaden Charlotte Schleiter i pressemeddelelsen.

Forureningen på Collstropgrunden stammer fra de tungmetaller, som virksomheden Collstrop benyttede til imprægnering af telefonpæle og elmaster på grunden i perioden fra 1936 til 1976.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.127