23948sdkhjf

11 virksomheder starter 2022 med vejaftaler for millioner

Vejdirektoratet har taget hul på 2022 med nye samarbejder med 11 virksomheder, der skal stå for driftsopgaver på statsvejene om alt fra affaldsopsamling, reparationer af asfaltbelægninger og skilte til drift af trafiksignal- og trafikledelsessystemer, græsslåning og mindre reparationer af bygværker.

Det skriver Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.

De 11 virksomheder står med 40 af de i alt 116 aftaler, som Vejdirektoratet sidste år sendte i udbud. Det samlede driftsudbud på 300 mio. kr. årligt omhandler den løbende drift af statsvejene fra 2022 og minimum de næste fire år frem.

Vinderne og driftsaftalerne

De 11 virksomheder, der allerede nu er i gang med arbejdet, er:

  • CG Jensen
  • DAV Nordic
  • Nord Profil
  • Pankas
  • Terranor
  • Strøm Hansen
  • PEAB Asfalt
  • Munck Asfalt
  • Kemp & Lauritzen
  • Andel Lumen (Tidligere SEAS-NVE City Light)
  • Swarco

Der er i alt cirka 3800 kilometer statsveje i Danmark. Udbuddet rummer samlet set 116 aftaler fordelt på 13 forskellige fagområder.

– Vi har sammen med de vindende leverandører lagt os i selen for, at vi kan fastholde det samme serviceniveau som hidtil, så trafikanterne kan komme nemt og sikkert frem på statsvejene. Samtidig har vi fra begyndelsen haft et stort fokus på at sikre, at det overordnede vejnet bliver drevet og vedligeholdt til den aftalte kvalitet, og vi vil derfor også følge de mange leverancer tæt i løbet af året, udtaler områdechef Michael Ebbesen, Vejdirektoratet, i pressemeddelesen. 

Nye og gamle ansigter leverer varen

Alle de vindende leverandører har hen over efteråret haft travlt med at mobilisere og forberede sig til de mange forskelligartede driftsopgaver.  

I de kommende år er der nye leverandører på flere af aftalerne. For at sikre, at alle kommer godt fra start, har der efter kontraktindgåelsen i september 2021 været afholdt i alt 22 opstarts- og projektgennemgangsmøder med leverandørerne med fokus på at afstemme forventningerne til samarbejdet og vende detaljerne i udbudsmaterialet. 

Der har desuden været en løbende dialog og fokus på god kommunikation, og Vejdirektoratet har tilbudt forskellige uddannelsesforløb til leverandørerne inden for udvalgte emner og forskellige IT-systemer. 

Mulighed for CO2-reducerende tiltag 

De nye kontrakter har blandt andet et øget fokus på bæredygtighed i forhold til, hvordan Vejdirektoratet gennemfører driften af grønne arealer, så der skabes mere biodiversitet og bedre vilkår for planter og dyr, og der er desuden opmærksomhed på muligheden for at indføre CO2-reducerende tiltag fra entreprenørernes side.

Der er udbudt følgende driftsopgaver:

Renhold af arealer og udstyr.

Drift og vedligeholdelse af afvandingssystemer, herunder blandt andet rabatter, grøfter og brønde.

Drift af blandt andet sideanlæg og toiletbygninger.

Drift af beplantning og græsslåning.

Reparation af asfaltbelægninger.

Genmarkering af kørebaneafmærkninger.

Reparation af autoværn, skilte og dyrehegn.

Vintertjeneste på stier og rastepladser.

Drift af pumper.

Drift af fartvisere.

Drift af trafikledelsessystemer.

Drift af vejbelysning.

Mindre reparationer på bygværker.

Drift af signalanlæg.

Drift af tunnelbygværker og -installationer

Drift af store, kabelbårne broer.

– I Vejdirektoratet har vi til opgave at bidrage til den grønne omstilling, og derfor har vi et stort fokus på bæredygtighed i forbindelse med planlægningen og udførslen af de konkrete driftsopgaver, forklarer Michael Ebbesen og fortsætter: 

– Vores kontrakter rummer oplæg til driftsopgaver, der skal øge biodiversiteten langs vejene og give mulighed for at fremme CO2-reducerende tiltag, så vi kan få løst opgaverne på en bæredygtig og klimavenlig måde. 

Alle de nuværende aftaler udløb ved årsskiftet med undtagelse af kontrakterne om vintertjeneste på stier og rastepladser, der løber frem til den 30. juni 2022. De nye kontrakter gælder for en fireårig periode med mulighed for at kunne forlænge hovedparten af aftalerne til en samlet varighed af op til seks år.

Læs mere om udbuddene og overvejelserne på Licitationen:

116 driftsaftaler bliver nu effektueret

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094