23948sdkhjf

Helsinge går nye veje i kampen mod skybrud

Entreprenører har indledt arbejdet på en gigantisk ’håndvask’ i bymidten – en 1.100 meter lang betonledning, der føres fra rådhuset til rensningsanlægget udenfor byen.
Der er næsten ikke en by, som ikke har problemer med et underdimensioneret kloaknet. Der ligger et omfattende arbejde forude, og i Helsinge har man et bud på en løsning af fremtidens skybrudsproblemer.

Når afvandingsprojektet er på plads i Helsinge, vil et to meter bredt betonrør fungere som kloak, hvor vandet bliver ført direkte ud til byens rensningsanlæg. Men i tillæg til det vil betonledningen kunne opstuve regnvandet, så fremtidige skybrud ikke skaber problemer i byen.

Belgiske SMET Construction A/S har hovedentreprisen med Per Aarsleff A/S som underentreprenør. Projektleder Rasmus Nielsen fra Per Aarsleff udtaler:

- Projektet i Helsinge er unikt, da vi i Danmark ikke plejer at tænke på afvanding i den her størrelsesorden – og specielt ikke i tæt bebyggelse. I praksis vil løsningen fungere som en håndvask med et afløb, der leder vandet væk. Herved sparer man besværet med at grave byen op, hvilket kan medføre en lang række af følgeskader.

At arbejde i 20 meters dybde stiller krav til udstyret
SMET Construction begyndte arbejdet d. 31. maj, og processen med at lægge kloakledningen kommer til at tage et halvt år. Men inden det er blevet muligt at komme i aktion, har Per Aarsleff siden julen 2011 været i gang med at grave de to 20 meter dybe skakte, som er blevet spunset og afvandet.

Når der på denne måde skal graves i dybden, så kræver det specialmaskiner. Her har entreprenørvirksomheden haft et samarbejde med GSV Materieludlejning, som er primær leverandør og har stået for at levere udstyr og skurvogne til opgaven.

- For at kunne lave de helt lodrette skakte, så har det krævet en speciel, langarmet gravemaskine, og her har GSV leveret en Cat 329 DL, der med sin lange arm har kunnet nå langt ned i de to huller. Og faktisk har vi i samarbejde med GSV forlænget maskinen med en specialgrab, hvilket giver maskinen den ekstra rækkevidde, der gør det muligt at udføre alt gravearbejdet fra kanten af skakten, fortæller Rasmus Nielsen og fortsætter:

- Vi har et godt samarbejde med GSV Materieludlejning på Helsinge projektet, og vi kender hinanden særdeles godt fra en lang række opgaver over hele landet.

Præcision og timing
Siden Aarsleff gik i gang med projektet i starten af 2012, har SMET Construction haft to mand på pladsen til at observere, og der har været et stort behov for et nært samarbejde mellem de to virksomheder. Rasmus Nielsen forklarer:

- Der har været stor fokus på, at vores arbejde skal være 100 % færdigt, når de skal begynde på boringen. Her er det essentielt, at tunnelboremaskinen kan køre uafbrudt, da det er en maskine, der er dyr i brug. Her skulle vi garantere, at vi kunne være færdige til tiden, hvilket vi ikke havde et problem med. Det næste stykke tid er det vores opgave at servicere og hjælpe med den opgravede jord, ligesom vi skal udføre betonarbejdet, når boringen er overstået.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078