23948sdkhjf

Fokus på gode renoveringer i Tønder

I anerkendelse af den gode forskønnelses indsats i byggeriet har Tønder Kommune for første gang uddelt bygningspræmier.
Boligforeningshuse i Toftlund og en stråtækt ejendom i den idylliske Slotsgaden i Møgeltønder er som de første blevet præmieret af Tønder Kommune for veludført bygningsrenovering.

Beslutningen om at indføre en bygningspræmieringsordning bunder i et ønske om at sætte fokus på bygningsmæssige værdier og de gode eksempler på godt renoveringsarbejde. Og nu er de første to præmier så uddelt.

- Med præmieuddelingen vil vi anerkende og påskønne den gode borgerindsats for at forskønne bygninger og miljø. Men præmieuddelingen er ikke kun et skulderklap og en velfortjent tak for den flotte indsats. Vi håber også, at præmieuddelingen kan være til inspiration for andre. Vi håber, at præmieuddelingen kan tilskynde endnu flere til at satse på smukt og godt byggeri af høj kvalitet i Tønder Kommune, sagde formanden for Teknik- og Miljøudvalget, Bo Jessen, ved de to uddelinger.

De to prismodtagere:
Elmevej 20-30, Toftlund: Toftlund Andels Boligforenings bygninger på Elmevej er blevet facaderenoveret og samtidig energirenoveret. Bygningerne er udvalgt til præmiering, da de præsenterer en visuel fin energirenovering af en almindelig boligblok fra 1970'erne.

De 3 bygninger blev for 20 år siden facaderenoveret med facadebatts, hvor overfladen efterhånden var afskallet, og bygningerne havde fået et forsømt og nedslidt udseende. Bygningerne er nu tilført et nyt arkitektonisk udtryk, ved at der er opmuret nye teglfacader i to grå nuancer, en mørk og en lys, som varierer hen over facaderne og giver nyt liv. Vinduer er skiftet, men med et udseende som de gamle. Herudover er der kommet nye skure til skraldespande i nutidens arkitektoniske udtryk. Arkitekt er DAl arkitekter og ingeniører A/S

Den anden vinder, Slotsgaden 14, Møgeltønder, Brita og Torben Alminde: Posselts Gård er udvalgt til præmiering, da bygningerne er vigtige elementer i kommunens kulturarv. Bygningerne præsenterer den stedlig ældre byggetradition og fuldender med sine stråtage oplevelsen af Slotsgaden som et langt sammenhængende smukt gadeforløb. Hertil kommer, at renoveringen er udført eksemplarisk. Den samlede renovering af gården har været med til at højne kulturmiljøet i Møgeltønder.

Renoveringen har stået på i en årrække, men er de seneste år fuldført ved, at stuehuset har fået stråtag på begge sider, laden, som i dag er butik, har også fået stråtag, og herudover har hestestalden og kostalden fået tegltage beklædt med vingetegl.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093