23948sdkhjf

Ventetiden vokser på byggesager i kommunerne

Danskere med boligdrømme må væbne sig med tålmodighed, hvis de vil bygge hus og beder kommunen om en byggetilladelse. Ventetiden er det sidste år steget med 16 pct. i gennemsnit.

Der er dog markante forskelle fra kommune til kommune. I Odder tager det seks dage, mens der går 159 dage i København. Det viser en ny analyse fra SMVdanmark baseret på tal for 2021 fra Kommunernes Landsforening.

- Der står familier og tripper for at komme i gang med deres nye hus eller tilbygning, og der står håndværkere, der er klar og må bruge dyr ventetid, fordi kommunen nøler. Og hvis du er en selvstændig, der vil gøre din forretning større, risikerer du at skulle vente så længe, at du går glip af øget omsætning. Det er et helt skandaløst serviceniveau, siger Martin Kyed, cheføkonom i SMVdanmark, i en pressemeddelelse fra organisationen.

2,7 millioner dage

Den samlede sagsbehandlingstid for alle byggesager i Danmark var 2,7 millioner dage i 2021. Men hvis alle kommuner var lige så hurtige til at sagsbehandle som gennemsnittet af de ti hurtigste kommuner, kunne der spares. 2,1 mio. dage, viser SMVdanmarks analyse.

Ifølge Martin Kyed afhænger den store forskel på sagsbehandlingstid prioritering og politisk vilje,

- Når nogle kommuner er 26 gange længere tid om at behandle byggesager end andre, bør de langsommeste kommuner kunne sætte mere fart på sagsbehandlingen. I sidste ende er det et spørgsmål om politisk prioritering. Reglerne er jo de samme, så hvorfor skulle der være så stor forskel på ventetiden, spørger han og anbefaler, at der afsættes flere ressourcer til området, udtaler han.

Mens sagsbehandlingstiden er steget med 16 procent på tværs af kommunerne, er antallet af sager steget med 12 pct. Men det undskylder ikke kommunerne, mener SMVdanmarks cheføkonom.

- Der er kommuner, der har klaret en stor stigning i mængden af ansøgninger uden at ventetiden er steget. Sammenhængen mellem stigende sagsmængde og stigende sagsbehandlingstider findes simpelthen ikke, mener Martin Kyed.

Hovedstaden i bunden

Den lidet flatterende plads i bunden af listen besættes af København. Hovedstaden har landets længste ventetider med i gennemsnit 159 dage. Det er en stigning fra forrige år på 34 dage.

- København har altid været blandt de langsommeste kommuner i landet, når det gælder byggegodkendelser, men nu indtager de rollen som bundprop, siger Martin Kyed.

- Jeg tror desværre, at København får for meget foræret, fordi de er et naturligt kraftcenter, så de ikke behøver kæmpe om borgere og virksomheders gunst og levere god service i samme grad som i andre dele af landet, tilføjer han.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109