”
Bebyggelser med fritliggende huse, der føjer sig følsomt ind i landskabet og giver plads til mennesker, flora og fauna. En akse der samler en lang række eksisterende og nye kultur- og fritidsaktiviteter.En helt ny bydel får liv – og det eksisterende Humlebæk får et løft.
”
Sådan lyder beskrivelsen af det projekt, der onsdag aften blev kåret som vinder af konkurrencen om en udviklingsplan for Humlebæk Syd.
Bag forslaget står LiW Planning og Grontmij, og i dommerkomiteen var der enighed om, at vinderforslaget rammer stemningen og ånden i Humlebæk rigtig godt. Samtidig udmærker det sig blandet andet ved på fornem vis at respektere det landskab, de strøg og de bakker, der findes i forvejen i området. Istidens fingeraftryk synliggøres med dels læhegn gennem landskabets kurver, og dels udnyttelse af lavninger til opsamling af regnvand.
Godt rustet til fremtidenMed sejren i konkurrencen får LiW Planning nu til opgave at udarbejde en egentlig helhedsplan for Humlebæk Syd, som kan danne grundlag for den kommende Kommuneplan 2013. Til dette arbejde vil tegnestuen modtage 150.000 kr. fra Fredensborg Kommune.
Om der sættes gang i byggeriet af det nye boligområde er op til politikerne i byrådet at bestemme, men borgmester Thomas Lykke Pedersen er begejstret over projektet og forudser, at det kan gøre kommunen mere attraktiv:
- Jeg synes, det er et smukt og visionært vinderforlag, som både respekterer eksisterende kvaliteter i nabolaget og bringer nye og spændende boligløsninger og kultur- og fritidstilbud til Humlebæk Syd. Hvis vi realiserer vinderforslaget bliver vores kommune mere attraktiv – både for nye borgere og for dem, der bor her i forvejen. Dermed vil vi stå godt rustet til at møde en fremtid, hvor prognoserne ellers forudser færre indbyggere i kommunen og dermed et svækket skattegrundlag, siger han.

