Den nye stålbro ankommer i ét stykke og bliver løftet på plads ved hjælp af en kran. Broens totallængde med repos’er, trappeløb og brodæk er ca. 40 meter – heraf spænder 17 meter over de to spor. Broen vejer i alt ca. 20 tons.
- Den gamle gangbro var fra 1924, og den rev vi ned allerede i januar 2012, fordi der var risiko for, at løs beton kunne falde ned på sporet. Det var hovedsagelig påvirkninger fra frost og tø, der havde nedbrudt betonen. Derfor monterer vi nu en stålbro, som er mere modstandsdygtig overfor klimapåvirkninger, fortæller Banedanmarks projektleder, Bjørn Lykke Jensen.
Monteringen sker natten mellem lørdag den 30. juni og søndag den 1. juli. Det skulle ifølge projektlederen ikke tage mere end et par timer, hvis alt går efter planen.
Gangbroen bliver taget i brug midt i juli 2012. Når stålbroen er løftet på plads, udfører Banedanmark afsluttende arbejder og ryder op.
Udskiftningen af gangbroen er led i en omfattende fremtidssikring af jernbaneinfrastrukturen i hele landet. Banedanmark har blandt andet ansvar for at vedligeholde og forny mere end 2.000 broer fordelt over hele Danmark – heraf skal omkring 240 broer renoveres i 2012-2013.