Bestyrelsen for Lobbæk Byggeforretning ApS har, efter samråd med selskabets bankforbindelse, besluttet at indgive konkursbegæring til Skifteretten på Bornholm, der forventes snarest at afsige konkursdekret og udpege en kurator. Det fremgår af en pressemeddelelse, som bornholmstidende.dk gengiver.
Resultaterne i Lobbæk Byggeforretning ApS har igennem en længere periode ikke har været tilfredsstillende. Ydermere har byggeforretningen på det seneste gennemført en række entrepriser, der har været stærkt tabsgivende.
Kapitalgrundlaget for fortsat drift af Lobbæk Byggeforretning ApS er således ikke længere til stede, hvilket bestyrelsen har taget konsekvensen af ved at indgive begæring om konkurs, hedder det i pressemeddelelsen.
Jobtab rigtig tristMed byggeforretningens konkurs mister de 25 ansatte jobbet. Det skriver P4 Bornholm.
Det drejer sig om 15 håndværkere og 10 funktionærer samt fire lærlinge, der skal ud og finde nye lærepladser.
- Flere medarbejdere har været i firmaet 15-20 år - og en enkelt endda 40 år, så det er rigtig trist, siger direktør for virksomheden, Birger Olsen, til P4 Bornholm.
Som led i et generationsskifte har både Lobbæk Byggeforretning ApS og Bornholms Byggeforretning ApS drevet virksomhed som 100 % ejede datterselskaber af Lobbæk Holding ApS.
Udviklingen i Bornholms Byggeforretning ApS har været fornuftig med acceptable resultater.
Da det er bestyrelsens overbevisning, at der er baggrund for en fornuftig og forsvarlig drift af både Lobbæk Holding ApS og Bornholms Byggeforretning ApS, er disse ikke berørt af konkursen - og fortsætter med Birger Olsen som eneejer og direktør for begge selskaber.