Imødekommer renoveringsbehov
- En historisk beslutning. Det bliver den største investering i Jammerbugt Kommune i mange år. Sådan sagde borgmester Mogens Gade ifølge P4 Nordjylland, da byrådet i aftes besluttede at sætte gang i byggeriet af en ny skole i Aabybro samt renoveringer af byens idrætshal. Skolebyggeriet i Aabybro løber op i 160 mio. kr., og der var enighed om at afsætte mellem 20 og 30 mio. kr. om året på anlægsbudgettet de kommende år. Energirenoveringen af idrætshallen skal foregå som et ESCO-projekt. En screening af hallen vurderer, at den er egnet til renovering som et ESCO-projekt til 59,9 mio. kr. ESCO-projektet indebærer en gennemgribende renovering både indvendig og udvendig. Det vil imødekomme de renoveringsbehov, som under alle omstændigheder er påtrængende de nærmeste år, bl.a. taget, som flere steder er utæt, og gulvet i idrætshal A, som ikke kan slibes længere ned, samt diverse påtrængende energiforbedringer som f.eks. isolering af kuldebroer samt udskiftning af utætte vinduer.