En brand den 26. marts 2012 betød, at en stor del af kommunens bygningskompleks på Trekanten i Vojens nedbrændte.
Opgørelsen af erstatningen for bygningsskaderne lyder på mere end 18 mio. kr., men da der blandt andet skal bruges penge på at rydde brandtomten og de resterende bygninger på Trekanten, kan Haderslev Kommune se frem til at få 18 mio. kr. til rådighed.
Ifølge kommunens forsikringsvilkår er det ikke et krav, at det er bygningen på Trekanten, der bliver genopbygget. Kommunen kan således bruge pengene til at genopføre en ny bygning et andet sted.
- Når budgettet for 2013 er vedtaget vil vi kigge på, hvilke anlægsprojekter, der skal udvælges, og de projekter vil så blive præsenteret for Alm. Brand. Aftalen er, at vi kan bruge pengene på en ny bygning, men ikke på asfaltarbejde, siger borgmester Jens Christian Gjesing.
Nu bliver brandtomten i Vojens ryddet sådan at den kan indgå i fremtidig byggeplanlægning i Vojens.