Lilleåskolen i Laurbjerg og Rønbækskolen i Hinnerup har været brugt som repræsentative for skolerne i Favrskov Kommune og dermed som retningsgivende for, hvor der kunne tænkes energibesparende tiltag ind.
Forstudiet viser klart, at det kan betale sig at udføre energirenoveringer på skoleområdet, under forudsætning af at det er muligt at låne til investeringerne.
På skoleområdet drejer det sig om investeringer på ca. 47 mio. kr. Til energirenoveringer hører blandt andet ny belysning, renovering af varmeanlæg, isolering og udskiftning af vinduer.
Byrådet har sagt ja til, at der bliver lavet et udbud for at få et firma til at analysere og konkretisere opgaverne. Derefter skal punktet til en ny politisk behandling, så det kan blive besluttet, om kommunen binder an med et ESCO-projekt.