Den 13. juni 2012 blev der afholdt indbudt licitation på 1. etape af projektet for omdannelsen af Sønderborgs bymidte. Og vinderen af licitationen blev entreprenørfirmaet Arkil A/S - Anlæg.
Projektet er opdelt i flere etaper, der strækker sig over en længere årrække. Første del af projektet, som omfatter den nordlige del af Perlegade fra Rønhaveplads til og med torvet foran Føtex, påbegyndes i august 2012.
1. etape af skitseprojektet er blevet detailprojekteret af kommunens rådgivere GBL Gruppen for By- og Landskabsplanlægning i samarbejde med ingeniørfirmaet Hundsbæk og Henriksen.
Omdannelse af Sønderborg bymidte skal forny handelsgader og pladser med nyt design, belægninger, inventar og beplantning. Det skal styrke den indre by ved at gøre Sønderborg mere attraktiv som handelsby.
Arkitekter og planlæggere i Teknik & Miljø forvaltningen udarbejdede i 2010-11 et skitseprojekt, der tager afsæt i en aftale fra 2005 mellem daværende Sønderborg Handelsstandsforening og byrådet.
