23948sdkhjf

Dansk tegnestue vinder Prags nye nationale koncerthus

Det kendte danske arkitektfirma BIG - Bjarke Ingels Group skal designe Tjekkiets første nationale koncerthus i over 100 år: Vltava Philharmonic Hall. 

Det nye koncerthus med plads til mere end 1.800 publikummer skal danne rammerne for Prags symfoniorkester og hylde den tjekkiske musiktradition og cementere byen som en af Europas kulturelle hovedstæder, lyder det i en pressemeddelelse fra BIG.

Vltava Philharmonic Hall får en prominent beliggenhed direkte ud til Vltava floden, som slanger sig gennem Prag, og kommer til at være en vigtig drivkraft for udviklingen af det gamle industriområde Bubny-Zátory i det centrale Prag. 

Bygningen skal rumme flere koncertsale med moderne akustik og faciliteter, der understøtter både Prags Symfoniorkester og Czech Philharmonic, men også kommunale funktioner som musikbibliotek og øve- og musiklokaler. 

Om Vltava Philharmonic Hall

Størrelse: 49,715 kvm

Kunde: Prague Institute of Planning and Development

Hvor: Prag, Tjekkiet

Samarbejdspartnere: Theatre Projects & Nagata Acoustic (Acoustics), Buro Happold (Engineering), AED (Local Arch/Engineering), ETC (Transport), Systematica (Mobility), Front (Facades)

Kilde: BIG

Træ og glaskunst

I koncertsalen bliver gæsterne mødt af en foyer dekoreret med interiør inspireret af tjekkiske glaskunstnere. Herfra kan man fortsætte ind i de forskellige koncertsale –Prague og Holešovice Halls, eller hovedsalen, The Vltava Hall. Interiøret er domineret af træ, som skaber et varmt og intimt miljø og bidrager til bedre akustik.

Vltava Philharmonic Hall skal både skabe en ny destination i Prag, men også fungere som en multifunktionel bygning, der skal kunne benyttes til forskellige begivenheder ude og inde. Spillesalene er designet ud fra tanken om at kunne afholde mange typer af kulturarrangementer fra klassisk musik til teateroptrædener og digitale kunstudstillinger.

– Vores forslag til det nye Vltava Philharmonic Hall er udtænkt som et symbol på åbenhed, tilgængelighed og nysgerrighed. Pladsen for foden af musikhuset bliver til promenader der forbinder indvendige balkoner med udvendige søjlegange og terrasser helt op til bygningens højeste punkt. Præcis som på ottende-, fjerde-, halve- og helnode er bygningens trin, bænke, facade og søjlegange designet i takt med hinanden, forklarer Brian Yang, partner i BIG, i pressemeddelelsen.

En forlængelse af Prags skyline

BIGs designforslag strækker sig horisontalt og vertikalt i alle retninger for at danne forbindelser mellem byens pladser og gader – og skabe masser af byliv fra flodbredden helt op til toppen af koncertsalen, som musikelskere og almindelige borgere kan gå på opdagelse i under, ovenpå og igennem.

Koncerthuset er således udtænkt som en moderne forlængelse af Prags skyline ved at skabe en række udendørs destinationer, fra flodbredden hele vejen op til toppen af huset. Bygningens løftede hjørner skaber inviterende indgange og forbindelser i alle retninger – ud til Vltava floden, bypladsen og gaderne. Taget af Vltava Philharmonic Hall fungerer som en promenade og en fortsættelse af den store offentlige plads ved foden af bygningen som inviterer til at gå en tur eller at sidde og nyde udsigten over byen og få et smugkig af koncerterne indenfor.

BIGs designforslag blev valgt blandt i alt 19 anonyme bidrag fra hele verden, herunder fire bidrag fra danske tegnestuer og fem fra internationalt anerkendte tegnestuer Diller Scofidio + Renfro, Snøhetta, Ateliers Jean Nouvel, David Chipperfield Architects og SANAA, som var inviteret til konkurrencen.

Se nøgletal for:
Læs mere om: BIG Bjarke Ingels Group
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.756