23948sdkhjf

Fra kriminel til blikkenslager: Han afsonede med fodlænke tre gange i læretiden

- Vi har uddannet mange lærlinge gennem årene. Men, Nicki er noget specielt, siger ejeren af Falk Tag og Facade, tagekspert Jan Falk Schollert

Da den nu 36-årige blikkenslagersvend, Nicki Wickelgren for nogle år siden fejrede sin fødselsdag, reddede han et andet menneskes liv. Nicki er hjerteløber og reagerede midt i sin egen fødselsdagsfest på en alarm, satte det lange ben foran og spurtede frem til den nødstedte - og genoplivede ham.

Og der er flere gode historier i Nickis liv. Fornylig fik han på Roskilde Teknisk Skole overrakt sit svendebrev som blikkenslager. Han har været i voksenlærer hos Falk Tag og Facade ApS i Roskilde.

Det skriver Building-Supplys søstermedie Mester Tidende.

- Det er jo aldrig for sent at få en uddannelse. Og i Nickis tilfælde, har uddannelsen endda været med til at vriste ham fri af en kriminel løbebane. Sådan da. For i læretiden, som startede for fire år side, har Nicki afsonet tre domme med fodlænke, fortæller ejeren af Falk Tag og Facade, tagekspert Jan Falk Schollert til Mester Tidendes udsendte en glohed eftermiddag på virksomhedens kontor og værksted tæt på det ikoniske kraftværk Energitårnet i Roskilde

Hårdt kriminelt miljø

- Vi har uddannet mange lærlinge gennem årene. Men, Nicki er noget specielt. Blandt andet fordi, der har været mange bump på vejen, siger han og rejser sig for at tage imod Nicki, som lige er landet på kontoret efter dagens arbejde.

Nickis håndtryk er fast og hans øjne søger mine, da vi giver hånd og præsenterer os. Selvom Nicki er lille af statur, så viser de senede – og stærkt tatoverede – underarme, at han er vant til at tage fat. Og han er en mand, som taler lige ud af posen:

- Jeg er så glad og stolt af, at jeg nu er blikkenslagersvend. Jeg har altid haft krudt i røven og fik aldrig gjort min folkeskole færdig og røg ind i det, man vel kan kalde et hårdt kriminelt miljø i Hundige, fortæller Nicki.

Han har været på kant med loven utallige gange og har siddet seks måneder i fængsel dømt for grov vold, brugstyveri og hærværk.

- Det er jo ikke noget, jeg er stolt af, understreger han, mens han kigger på mester – Jan Falk Schollert - og fortæller, at han gennem lærlingeforløbet hele tre gange har afsonet domme med fodlænke for at køre bil, selvom han er frakendt kørekortet.

- Ja, siger Jan Falk Schollert, vi har haft nogle alvorlige samtaler hen ad vejen, Nicki og jeg. Og jeg indrømmer, at det har været svært ikke at ophæve aftalen med Nicki. Men hver gang er jeg nået frem til, at Nicki er en god ”dreng”. Han er også en knalddygtig blikkenslager og er i det daglige både flittig og en rigtig god kollega.

Nicki lytter intenst til mester og fremhæver, at uden mesters tålmodighed, havde det ikke været muligt for ham at have en læreplads.

- Jeg ved godt, at jeg er en ”knaldperle”, som kan give problemer. Men den tillid og respekt, som Jan og hele virksomheden har vist mig, har givet mig selvtillid og mulighed for overfor mig selv – og alle andre – at bevise, at jeg godt kan tage en uddannelse og ”blive til noget”, siger Nicki

Klar til mere ansvar

Det var egentlig Nickis bror, som også er blikkenslager, som i første omgang fik ham ind hos Falk Tag & Facade. De første år som arbejdsdreng, senere som lærling og nu som svend.

Da Nicki fik overrakt sit svendebrev, sagde faglærer på Roskilde Tekniske Skole, "Jan Pedersen, i sin tale blandt andet til Nicki:- Som faglærer har jeg en stor pædagogisk værktøjskasse. Med dig, Nicki, så har den værktøjskasse nu fået hænger på"

- Jeg er glad for arbejdet og faget, som byder på mange spændende udfordringer. På sigt kunne jeg godt se mig selv have endnu mere ansvar. Det er trygt og godt at have en god arbejdsplads og nogle gode kolleger, siger Nicki.

Hans hjerte banker også for hustruen Maja og de fire sammenbragte børn.

- Så, nu er det op til mig at bevise, at jeg kan få det hele til at hænge sammen. Udgangspunktet er der i hvert fald ikke noget at klage på, smiler Nicki inden han stikker på næven og siger farvel og møder hustruen og et af børnene på kontoret. For når man ikke selv har kørekort, så er man jo – på det punkt – også afhængig af andre.

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
JOB i FOKUS
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Se seneste nyhedsbrev ???id_11737???

Send til en kollega

0.14