23948sdkhjf

A. Enggaard vælger vinder blandt Erik, Entasis og Cobe

Tre stærke og anerkendte arkitektteams har i foråret konkurreret om at udarbejde det bedste bud på en plan for udviklingen af Viva-grunden vest for Odense Banegård. Nu er resultaterne af arkitekternes kreative arbejde gennemgået og vinderen fundet.

Cobe løb sammen med Urban Creators, Moe Rådgivende Ingeniører og 103 Rådgivende Ingeniører med sejren med forslaget ”Baneparken”, der blev udpeget som vinder af et enigt bedømmelsesudvalg.

Det skriver A. Enggaard, som står bag udviklingsplanerne for Viva-grunden, der i mange år har været et tomt område dækket af grus, i en pressemeddelelse.

Dommerudvalget om valget af "Baneparken"

- Det er bedømmelsesudvalgets klare opfattelse, at ”Baneparken” med sine grundige og præcise analyser og sit enkle og tidløse greb rummer det største potentiale for en videre udvikling i samarbejde med Odense Kommune. Projektet er på én gang traditionelt – i ordets positive forstand – og radikalt, idet jernbanerummet vendes fra en ulempe til en mulighed. Og frem for alt ligger ”Baneparken” godt i Odense, som havde den altid været der.

Forslaget ”Baneparken” udmærker sig ifølge folkene bag blandt andet ved en stærk sammenhæng mellem Odense centrum, Nørrebro og Odense havn. Der arbejdes med en klassisk karréstruktur, som opstår som en naturlig fortsættelse af den lave karréby i det eksisterende Odense centrum, mens én bygning hæver sig som et vartegn.

Forslaget lægger op til udviklingen af en fodgænger- og cykelvenlig bydel. Et byrumsforløb, der kan sammenlignes med Superkilen på Nørrebro i København, bugter sig gennem planen og kobler sig fint på Kongens Have og Byens Bro. Undervejs løber byrummet langs baneterrænet, der som noget helt særligt ved forslaget tænkes som et identitetsskabende element fremfor en udfordring. Langs skinnerne skabes således en ny park med et anderledes kuperet terræn med plads til alt lige fra naturlegeplads, siddemøbler til parkour og amfiteater.

Arkitektkonkurrencen om Viva-grunden

De tre arkitektteams, der har dystet om at udarbejde det bedste konkurrenceforslag er:

  • Erik Arkitekter, JaJa Architects, Lapland og Moe Rådgivende Ingeniører (Odense).
  • Entasis med Sweco og Trafikplan.
  • Cobe med Urban Creators, Moe Rådgivende Ingeniører (Kbh.) og 103 Rådgivende Ingeniører

Forslagene er blevet vurderet af A. Enggaard og virksomhedens tilknyttede konkurrencerådgivere, der tæller Holscher Nordberg, COWI og Aaen Engineering, mens landskabsarkitekt Rosa Lund og arkitekt Mikkel Frost har været involveret som uafhængige fagdommere.

I stueetagerne langs banestrøget er der i forslaget foreslået en blanding af bolig, detailhandel, restaurant og caféer, en offentlig daginstitution, et supermarked, hotel, et kontorhus, et kulturhus og et fælleshus for bydelen samt fælleslokaler til karréerne. En blanding, der skal sikre mulighed for aktiviteter døgnet rundt.

Endelig plan sidst på året

Med offentliggørelsen af vinderprojektet går byudviklingsprojektet ind i en ny fase, hvor den endelige udviklingsplan for den nye bydel skal udvikles i samarbejde mellem A. Enggaard, PKA og vinderteamet i dialog med Odense Kommune.

A. Enggaard forventer at kunne aflevere endeligt forslag til en udviklingsplan til Odense Kommune ved årets udgang, hvorefter planprocessen kan igangsættes.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.172