Den faste forbindelse mellem Danmark og Tyskland kan blive bygget af håndværkere, som står udenfor dansk overenskomst. Det erkender Steen Lykke, der er teknisk direktør i Femern A/S, overfor Avisen.dk.
- Hvis vi skal leve op til EU's udbudsbetingelser, så er det næppe muligt at kræve, at håndværkerne arbejder på danske overenskomster. Det må vi nok se i øjnene, siger han.
Udmeldingen kommer, mens selskabet bag den 18 kilometer lange tunnel er i gang med at forberede de udbud, som entreprenører fra hele verden ventes at byde på.
- Det er ikke sikkert, at vi vil være interesseret i at stille krav til lønnen. For vi vil selvfølgelig sikre, at der er så stor international interesse som muligt til at deltage i konkurrencen. Og jo flere ting af den slags du lægger på, jo mindre kan man forestille sig, at interessen bliver, fortsætter Steen Lykke.
Avisen.dk har talt med Dansk Byggeri og BAT-Kartellet, og begge steder er man overraskede over udmeldingen. Gunde Odgaard, der er sekretariatschef i BAT-Kartellet, mener dog ikke, at der som udgangspunkt er grund at være bekymrede over arbejdsforholdene. Steen Lykke understreger da også, at Femern A/S vil leve op til alle gældende krav til sikkerhed.
