For at optimere driften ønsker Color Line at bygge et lager i Hirtshals, der fuldt udbygget bliver på 17.000 m². Det skriver Nordjyske.dk.
For at opnå de ønskede fordele og driftsoptimeringer, et nyt storlager skal give, har rederiet udset sig et areal på 3,3 ha ved Niels Juels Vej. Men da området er omfattet af fredsskovpligt skal denne ophæves, inden byggeplanerne kan komme videre.
Hjørring Kommune har derfor søgt Naturstyrelsen om at ophæve fredsskovpligten. Vælger Naturstyrelsen at efterkomme kommunens anmodning skal Hjørring Kommune derefter købe den del af området den ikke ejer, for derefter at kunne sælge hele arealet til Color Line.
Ifølge Nordjyske.dk vil byggeriet blive bygget i etaper, hvoraf de to første på hver 5.000 m² hurtigt skulle komme på plads.