Politikerne i Assens Kommune gav sent mandag aften hinanden håndslag på, at der er indgået en budgetaftale for 2013-2016.
- Det vil blandt andet komme erhvervslivet til gavn og skabe arbejdspladser, dels fordi vi sætter gang i nye byggerier, dels fordi der er afsat ekstra penge til at vedligeholde og renovere kommunens bygninger for, siger borgmester Finn Brunse
Modernisering og udbygning af børnehaverne Overmarksgården og Solbakken i Tommerup tilføres samlet 20 mio. kr. i fordel med 500.000 kr. i 2013, 14,5 mio. kr. i 2014 og 5 mio. kr. i 2015. Samtidig byggemodnes anden etape af byggegrundene på det populære Højsletten.
Udbygning af Pilehaveskolen får også tilført 9 mio. kr. i 2013 og 8,5 mio. kr. i 2014.
På anlægsområdet er i årene 2013-2016 blandt andet afsat 2 mio. kr. til energimærkning af bygningerne og samlet 18 mio. kr. til investeringer i energibesparende tiltag.
I budgettet afsættes ekstraordinært 80 mio. kr. til øget vedligehold af kommunens bygningsmasse, samling af kommunens entreprenørgårde, udbygning af cykelstier/naturstier, opgradering af centerbyernes bymidter og etablering af rundkørsel i forbindelse med udvidelsen af motorvejsnettet. De 40 mio. kr. heraf afsættes til opgradering og vedligeholdelse af vejnettet.
Derudover er der afsat ekstra midler, der skal fremme turismen og oplevelsesindustrien i Assens Kommune. Således er der afsat midler til Terrariet i Vissenbjerg, til et længe ønsket nyt indgangsparti, samt midler til at renovere naturskolen på Baagø for.