Kalundborg Kommunes budget 2013-2016 indeholder et gennemsnitligt årligt anlægsbudget på 80 mio. kr. i budgetperioden.
Dermed holder kommunen igen efter, at der de seneste år har været et højt anlægsniveau i kommunen med byggeri af blandt andet Høng Skole. Med et sænket anlægsniveau de næste to-tre år, ønskes kassebeholdningen igen styrket.
Projekter, der er på anlægsbudgettet er blandt andet Nyrupskolen, hvor der er konstateret PCB i skolens hovedbygning og en renovering er påkrævet. Her fastholdes 25,3 mio. kr. i 2015.
Også etableringen af et bevægelseshus ved Skolen på Herredsåsen er fortsat på budgettet med 10,1 mio. kr. i både 2013 og 2014.
Samtidig er det blevet til penge til en ny cykelsti mellem Ubby og Jerslev:
- Vi har en del år haft et stort ønske om at få forbundet Ubby og Jerslev med en cykelsti, så både børn og voksne trygt kan færdes langs vejen. Cykel- og gangstien etableres i 2013 og 2014 og koster 4 mio. kr, siger Martin Damm.