Fynske virksomheder opfordres fra flere sider til at søge sammen for derved at øge den fælles kapacitet og muligheden for at få del i de store byggeprojekter, der vil præge Fyn de kommende år.
Projekterne til mange mia. kr. vil givetvis tiltrække sig interesse fra store danske og internationale entreprenørvirksomheder. Det er Odense Kommune opmærksomme på og vil arbejde på at gøre sin del af projekterne tilgængelige for - i hvert fald samarbejdende - fynske firmaer:
- Vi byder opgaverne ud i enheder, der har en størrelse der gør, at hvis de fynske virksomheder går sammen i klynger, kan de byde ind på det og få opgaven og på den måde gøre sig konkurrencedygtig, siger borgmester Anker Boye til P4 Fyn.
konkret hjælp til den højt besungne netværks- og klyngedannelse er der nu også på vej til fynske firmaer.
Således har Udvikling Fyn sammen med Væksthus Syddanmark et formøde om samarbejdsformerne på tapetet indenfor kort tid. Det vil blive fulgt op af et større arrangement efter nytår:
- Partnerskabet er en ny samarbejdsform, som mange ikke har kendskab til, og der er forskellige modeller, man kan arbejde efter, siger projekt- og udviklingschef Maria Hunosøe fra Udvikling Fyn til P4 Fyn.