23948sdkhjf

Alment boligselskab vil sælge til privat investor med store byggeplaner

Stort center står overfor gennemgribende renovering, og derfor sættes bygningen nu til salg 

De seneste år har de fleste erhvervslokaler stået tomme i et mindre butikscenter i det sydøstlige Aalborg. I dag er der kun et pizzeria, et solcenter og en frisør tilbage.

For det almene boligselskab Plus Bolig bidrog centerbygningen tidligere også til boligafdelingens økonomi på stedet, men ejendommen trænger nu til en gennemgribende renovering, og derfor står den på et salg. Det skriver Nordjyske.

Centret er en del af Plus Boligs afdeling 1047 på Peter Bruuns Vej, Carl Rothes Vej og C. P. Holbølls Plads, der netop er blevet gennemgribende renoveret via en helhedsplan, men C.P. Holbølls Plads og centerbygning med et lille butikscenter, fælleshus og -vaskeri samt garage til driften er ikke en del af helhedsplanen.

Plus Bolig har solgt det nordøstlige hjørne inklusiv centerbygning til en privat investor med forventning om, at der kan opføres 5-7.000 etagemeter private boliger.

Det kræver dog en ny lokalplan, da det ønskede nybyggeri overskrider kommuneplanrammen, da investoren ønsker en ny bebyggelse på knap 6.000 kvm fordelt på bygninger, der varierer fra 3 til 5 etager. I dag må der maksimalt bygges i fire etager.

Udvikleren ønsker at bygge 42 lejligheder i størrelsen 83-85 kvm og 38 lejligheder i størrelsen 55-57 kvm.

Åbent flertal

Før By- og Landskabsudvalget i Aalborg Kommune behandlede sagen, anbefalede forvaltningen i en startredegørelse, at et nybyggeri holdes indenfor gældende plangrundlag i kommuneplanen, altså maksimalt fire etager og 15 meters højde.

Men et flertal i udvalget godkendte, at der tages afsæt i udviklers projektforslag med varierede højder på bebyggelsen (3-5 etager) og en maksimal højde på 16 meter.

- Nu er det her første skridt, og det bryder lidt med de rammer. Det er derfor, at vi laver startredegørelsen, siger by- og landskabsrådmand Jan Nymark Thaysen (V) til Nordjyske.

Rådmanden mener, at det private byggeri kan løfte området.

– Vi ved, at der i det her område er rigeligt med almene boliger, og vi vil gerne have den her blandede beboersammensætning og boligformer, siger Jan Nymark Thaysen.

Plus Bolig har forinden det private projekt været i dialog med Aalborg Kommune om en eventuel omdannelse af erhvervslejemålene til flere almene lejemål, men kommunen har ikke været indstillet på at give tilskud til mere alment boligbyggeri i området.

I forbindelse med helhedsplanen er antallet af boliger i afdelingen blevet reduceret fra 290 til 270 lejemål for at få plads til flere tilgængelighedsboliger, der tilgodeser beboere med særlige behov, som eksempelvis kørestolsbrugere.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.156