23948sdkhjf

Klar til jordmodtagelse: Snart kan nye aktører vinde næste entreprise på Lynetteholmen

Perimeteren rundt om den første del af Københavns nye halvø, Lynetteholmen, er anlagt

Første fase af anlægget af Københavns nye bydel, Lynetteholmen er så godt som færdig. Det vidner den sti om på perimeteren, som søndag blev betrådt af nysgerrige naboer, politikere og fagfolk.

Det betyder, at første lille del af halvøen nu kan begynde at modtage den overskudsjord, der med tiden skal udgøre selve den 275 hektar store bydel. Går det efter planen vil Lynetteholm om godt og vel 50 år rumme boliger til 35.000 københavnere.

Det skriver Building Supplys nye søstermedie LynetteholmNews.

I starten af andet kvartal forventes prækvalifikationen for fase 2 at kunne begynde. Det er den eller de entrepriser, der blandt andet indeholder jordopfyld af det nu færdige perimeter for fase 1, ligesom det også indeholder anlægget af næste fase.

Bygherre By & Havn forventer mange interesserede vil melde sig på banen i næste udbudsrunde.

- Vi oplever generelt en stor interesse for Lynetteholm og har for kort tid siden afholdt et velbesøgt informationsmøde for både danske og udenlandske entreprenører om udbudsprocessen for Fase 2. På den baggrund er det vores forventning, at mange vil være interesseret i at byde på næste fase af Lynetteholm, som vi efter planen skal i gang med at anlægge til efteråret, siger By & Havns direktør, Anne Skovbro.

Perimeteren skal nu bygges videre i højden, så den ender med at være 2,5 meter over daglig vande. Den forventes at være total færdiganlagt til april i år. Fase 2 indeholder både anlægget af perimeteren, dvs. omridset af den største del af øen samt udgravning af havbundsmaterialet (gytje), som skal fyldes op i fase 1.

Dyrere end ventet

Det er Per Aarsleff A/S, der har stået for anlæg af perimeteren under fase 1. Samtidig er transportvejen, der skal lede jordtransporten ud til halvøen også anlagt. Det er Munck & Havne A/S, der har stået for den del af entreprisen samt klapbroen og jordmodtageanlægget.

Fase 2, som er anlægget af den næste og største perimeter for Lynetteholmen, forventes at kunne påbegynde i efteråret. Det er den fase, der skulle have været påbegyndt i efteråret 2022, men som blev udskudt, fordi man, efter meget modstand og røre, politisk besluttede at ændre metoden fra at klappe jord til at indbygge det i perimeteren i stedet.

Begge snart afsluttede entrepriser blev dyrere end forventet. Det skyldes særligt prisstigninger som følge af krigen i Ukraine, og derudover blev anlægget af perimeteren dyrere end forventet på grund af det naturbaserede design af Lynetteholmen.

I alt forventes Lynetteholmen at skulle inddeles i syv entrepriser. Selve anlæggelsen af Lynetteholmen er budgetteret til 3,4 mia. kr., som udelukkende dækker anlægsarbejdet af øen. Jordmodtagelsen forventes at løbe over de næste 30 år.

De to snart afsluttede entrepriser på Lynetteholmen

Entreprise 1 omfatter Lynetteholms stendæmninger mod øst i projektets Fase 1-område, uddybning af sejlrenden ’Svælget’ og etablering af en modtagekaj for pramme på Refshaleøen. E1 endte på et budget på 497 mio. kr. ifølge By & Havns opdaterede regnskab fra 2022.

Den forventede, overordnede tidsplan for Entreprise 1 fremgår af nedenstående:

  • Januar 2022 – April 2022
    Uddybning af sejlrenden ’Svælget’ syd for Prøvestenen
  • Januar – Marts 2022
    Afgravning af blød havbund i stendæmningstracé
  • Marts – April 2022
    Spunsarbejder ved etablering af modtagekaj, Refshaleøen
  • Februar 2022 – Marts 2023
    Opfyldning med sand i stendæmningstracé
  • Marts 2022 – Marts 2023
    Udlægning af sten. Dæmningen etableres med sten og sand

Entreprise 5 omfatter Lynetteholms modtageanlæg på Refshaleøen og ny adgangsvej via Prøvestenen med dæmninger og en klapbro ved indsejlingen til Margretheholms Havn. E5 endte på 167 mio. kr. ifølge By & Havns opdaterede regnskab fra 2022.

Den forventede, overordnede tidsplan for Entreprise 5 fremgår af nedenstående:

  • Januar 2022 - ultimo 2022
    Jordmodtageanlæg
  • Januar 2022 - 1. kvartal 2023
    Adgangsvej for jordtransporter via prøvestenen
  • Adgangsvejen omfatter følgende anlægsarbejder fordelt på lokationer:
  • Primo januar 2022 - ultimo 2022
    Dæmning og klapbro ved Margretheholms Havn
  • Januar 2022 - ultimo 2022
    Dæmning og gennemsejlingskanal i Prøvestenskanalen
  • 1. kvartal 2022 - ultimo 2022
    Vejstykke på Prøvestenen
  • Midt april 2022 - ultimo oktober 2022
    Vejstykke på Refshaleøen
  • 3. kvartal 2022 - 1. kvartal 2023
    Vejstykke på Kraftværkshalvøen

Kilde: By & Havn

Læs meget mere om og udviklingen af Lynetteholm på LynetteholmNews, Building Supplys nye søstermedie.

LynetteholmNews

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.142