23948sdkhjf

Kæmpeinvestering på nordjysk Rockwool-fabrik

Knap 200 medarbejdere hos Rockwool i Doense ved Hobro har modtaget nyheden om, at koncernen er klar til at investere 450 mio. kr. i en opgradering af fabrikken.
Tirsdag i denne uge besluttede ledelsen i Rockwool International A/S at godkende en omfattende investeringsplan, der betyder, at fabrikken i Doense nu får implementeret koncernens mest avancerede procesudstyr.

Den samlede investering bliver på omkring DKK 450 mio. (EUR 60 mio.) og forventes at være implementeret i løbet af 2013-2014.

- Vi er markedsleder i Danmark, og med denne nye investering vil vi styrke denne position yderligere. Danmark er et af verdens mest udviklede isoleringsmarkeder, og med de kommende lovtiltag vedrørende energieffektiviseringer forventer vi at salget vil udvikle sig yderligere i de kommende år, siger Henrik Frank Nielsen, Division Managing Director i Rockwool koncernens Europadivision.

En stærkere europæisk base
Rockwool koncernen har i de seneste år foretaget betydelige teknologiske forbedringer. Det er koncernens ambition at udnytte disse fremskridt optimalt til at forbedre dets position på de europæiske kernemarkeder, som udgør mere end 60 procent af omsætningen. Investeringen i Danmark er et eksempel på denne optimering af de europæiske kernemarkeder.

- Mange af vores investeringer går til vækstmarkeder, men vi prioriterer også at opbygge en stærkere europæisk hjemmebase, siger Henrik Frank Nielsen.

Lille opjustering i 2012-forventninger
Rockwool International offentliggjorde ved samme lejlighed tallene for de første tre kvartaler af regnskabsåret 2012. Det er her lykkedes at øge omsætningen med 8 procent, mens EBIT er forbedret med 239 mio. kr. – eller 42 procent – i forhold til samme periode i 2011. 3. kvartal alene gav et resultat på 372 mio. kr. før skat – en stigning på 100 mio. kr. sammenlignet med i fjor.

Koncernen forventer fortsat, at nettoomsætningen – opgjort til nuværende valutakurser – stiger 6 procent for hele 2012. Resultat efter minoritetsinteresser ventes at lande på mindst 700 mio. kr. Det er en opjustering i forhold til de hidtidige forventninger på 650-700 mio. kr.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.188