23948sdkhjf

Vinderprojekt: Vand skal knytte Kokkedal sammen

Danmarks største klimatilpasningsprojekt til 118 mio. kr. er rykket et skridt nærmere. Schønherr, BIG og Rambøll Danmark er netop kåret som vindere af projektkonkurrencen.
”Vandets veje – er borgernes veje”. Det er grundtanken i det vinderprojekt, der løb med sejren i konkurrencen om at tegne planerne for Danmarks største klimatilpasningsprojekt til 118 mio. kroner i Kokkedal, Nordsjælland.

Vinderprojektet blev afsløret mandag på et pressemøde, og her kunne deltagerne se de konkrete planer for, hvordan regnvand aktivt skal bringe Kokkedals borgere tættere sammen og skabe liv og glæde i både bymidte og ådal. Bag vinderprojektet – Den blågrønne haveby – står et team med Schønherr A/S som hovedrådgiver og Bjarke Ingels BIG og Rambøll Danmark A/S som underrådgivere.

Visionen er at udvikle projektområdet i Kokkedal, så lokal håndtering af regnvand og oversvømmelser kan kombineres med byudvikling og etablering af rekreative værdier og nye aktive steder, hvor borgere kan mødes.

Bag Danmarks største klimatilpasningsprojekt står et partnerskab bestående af Fredensborg Kommune, Realdania og de to almene boligorganisationer Boligselskabet Ab Hørsholm Kokkedal v/Boligkontoret Danmark og Boligforeningen 3B. Projektet støttes endvidere af Lokale og Anlægsfonden.

Ådalen, bymidten og den tværgående hovedsti
Projektområdet dækker en 69 ha stor bydel med ådal, skole, plejecenter, hal, center og boligområderne Egedalsvænge, Byengen, Nordengen, Skovengen og Engen. I alt bor der ca. 3000 mennesker i området.

Vinderprojektet løser opgaven med et hovedgreb, der består af tre hovedelementer: Ådalen, bymidten og den tværgående hovedsti, som tilsammen imødekommer Kokkedals behov for klimatilpasning og skaber større social sammenhængskraft i bydelen.

Ådalen skal bringes tilbage til borgerne. Det skal blandt andet ske ved etableringen af flere rekreative områder langs Usserød Å med plads til fx vandlege, fodboldgolf og flere stier. Samtidig forbedres biodiversiteten og naturplejen.

Bymidten mellem Holmegårdscentret, Kokkedal Skole og Egedalshallen får en helt ny sammenhængende struktur, der indbyder til udeliv. Strukturen knyttes sammen af tre delelementer: Bytæppet, Plænen og Øen. Bytæppet er en sammenhængende flade, der forbinder alle de væsentlige udadvendte funktioner i bymidten og rummer de offentlige pladser. Et andet element er Plænen – et stort grønt græsgulv, der rummer mange forskellige sportsfaciliteter og er rammen om et synligt fritidsliv. Et tredje element er Øen, der binder Plænen og Bytæppet sammen. Øen fungerer som det urbane mødested med skater og rulleskøjtebane rundt om Egedalshallen og byens nye vartegn – Vandets Tårn.

Den tværgående hovedsti skal skabe en sammenhæng mellem bymidten, ådalen og boligforeningerne. Langs hovedstien etableres en gennemgående vandkanal og en markant række af søljeeg. Der, hvor hovedstien krydser Ådalen, dannes en plads – Hængslet.

Frem til august 2013, hvor 1. fase af projektets realisering forventes påbegyndt, skal vinderprojektet videreudvikles. Det sker blandt andet i dialog med Fredensborg Forsyning, foreningslivet, skolen, de handlende og de mange aktive Kokkedal-borgere. Målet er at der i forsommeren 2013 vil foreligge en helhedsplan for projektets realisering.

Citater
- Med Den blågrønne haveby har vi fundet et vinderprojekt, der har potentialet til at kunne løfte hele Kokkedal og blive en ny start for byen. Vi kan se frem til en helt ny bæredygtig bydel, hvor vandet er med til at knytte borgerne sammen og skabe fællesskab. Jeg tror på, at projektet her kan være med til at gøre Kokkedal til et bedre og mere trygt sted at bo.
Borgmester i Fredensborg Kommune, Thomas Lykke Pedersen

- Vi har at gøre med et projekt, der kombinerer klassisk klimatilpasning med byudvikling på en innovativ og kreativ måde, som jeg tror, vil danne skole fremover ikke bare herhjemme – men også udlandet. Nu skal vi sammen med borgerne i området og de mange interessenter finpudse projektet, så det får det helt rigtige udtryk – inden spaden stikkes i jorden.
Formand for dommerkomitéen og Fredensborg Kommunes Plan- og Klimaudvalg, Lars Simonsen

- Vinderforslaget giver et flot bud på en samlet plan for Kokkedal, som på én og samme tid løser den akutte regnvandsudfordring og skaber en række unikke møde- og aktivitetssteder i et oplevelsesrigt udemiljø, der kan medvirke til at binde bydelens kvarterer bedre sammen og skabe fællesskaber på tværs af sociale grupper. Vi forventer, at også andre kommuner kan bruge forslaget som inspiration til, hvordan klimatilpasning og byudvikling i en forstad kan gå hånd i hånd.
Direktør i Realdania, Hans Peter Svendler

- Vinderforslaget viser et flot og sikkert helhedsgreb med fine detailløsninger. Særligt kan fremhæves konceptet med den urbane bymidte, der åbenlyst har potentiale til at blive områdets nye attraktive møde- og aktivitetssted. Der er tale om et forslag med stor mangfoldighed, men også en robusthed, der gør det muligt at videreudvikle det, uden at det vil gå ud over selve hovedkonceptet.
Direktør i Lokale og Anlægsfonden, Torben Frølich

- Vinderprojektet har et flot hovedgreb som viser, at teamet især har set muligheder i de dele af konkurrenceområdet, der kan blive attraktive for alle beboere i området. Forslaget rummer fine bud på, hvordan der kan skabes mulighed for helt nye aktiviteter i byrummet omkring skole, hal og center og i det grønne bælte langs ådalen. Vi glæder os til at være med til at videreudvikle projektet.
Direktør i Boligforeningen 3B, Bent Frederiksen

- Sammen med de store renoveringer af vores boligområder, vil vinderprojektet helt sikkert få folk til at se på Kokkedal på en helt anderledes og positiv måde – så jeg kan næsten ikke vente til vi går i gang.
Marianne L. Andersen, organisationsbestyrelsesformand Ab Hørsholm Kokkedal
Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.096