23948sdkhjf

Huse skal isoleres med rumteknologi

To nordjyske virksomheder og Aalborg Universitet er gået sammen om udvikling af nye kompositmaterialer til efterisolering.
Kravene til bygningers energieffektivitet øges gradvist i Danmark og i Europa. Det betyder, at en bygning efter 30 år ikke længere overholder kravene og skal efterisoleres, når den moderniseres. Udfordringen er at udvikle et byggesystem, som respekterer den oprindelige arkitektur og samtidig er den finansielt bedste løsning for bygherren. Det kræver blandt andet, at der udvikles byggematerialer, som er tynde og har højere isoleringsevne.

I projektet skal superisolerende materialer fra rumfartsteknologien kombineres med velkendte produktionsmetoder fra tekstilindustrien. Det skal altså gøres lettere og billigere at producere materialerne. Materialerne sættes ind i nye bygningselementer fremstillet af High Performance beton.

Det er tekstilvirksomheden Gabriel A/S og betonproducenten Hi-Con, der sammen med Institut for Fysik og Nanoteknologi ved Aalborg Universitet, skal udvikle de nye materialer. Projektet støttes af Højteknologifonden med 6,2 mio. kr.

- Vi ser projektet som en naturlig forlængelse af Gabriels strategi for radikal produktinnovation. Siden 2006 har Gabriel udviklet en pipeline af projekter med det formål at udvikle tekniske tekstiler, og projektet falder fint i tråd med vores målsætning om at skabe vækst gennem udvikling af helt nye produkter, siger Anna Fricke, Business Manager InnovationMaster i Gabriel.

Hos Hi-Con glæder man sig over, at Højteknologifonden har valgt at støtte projektet og arbejdet for at skabe nye løsninger på de energi- og miljømæssige udfordringer:

- Vi er meget glade for, at Højteknologifonden vælger at støtte projektet, der passer perfekt i vores nye strategi. Vi arbejder som videnvirksomhed konstant med at udforske potentialerne i vore højstyrkebetonprodukter, CRC, fortæller projekt manager Tommy Bæk Hansen

Institut for Fysik og Nanoteknologi ved Aalborg Universitet arbejder med fænomenet elektrospinning, der netop bruges i tekstilindustrien. Med projektet vil forskerne videreudvikle teknologien og fremstille et nyt isolerende kompositmateriale, som skal bringes ud af laboratorierne og ind i industrien.

- Projektet giver os mulighed for at videreudvikle vores ekspertise inden for elektrospinning og udvikle et nyt spændende materiale, der anvendes industrielt, siger AAU-lektor Peter Fojan, der forventer, at teknologien også kan udvikles til anvendelse i mange andre sammenhænge, eksempelvis i tøj.

FAKTA
Projektets titel: ENCOM - Electro-spinning of Novel Composite Materials in Supercritical environments

Budget: 12,4 mio. kr.

Højteknologifondens investering: 6,2 mio. kr.

Varighed: 3 år

Højteknologifonden har netop investeret i alt 304 mio. kr. i 20 innovative projekter. Projekterne har et samlet budget på 594 mio. kr. Læs mere på http://hoejteknologifonden.dk/
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.072