Der bliver fuld knald på, når elektriker-branchen og 37 andre håndværksfag afholder DM i Skills 2013, Danmarksmesterskabet for erhvervsuddannelser, i NRGI Park & Arena i Aarhus fra den 24. til 26. januar.
Her vil dyster 235 af landets bedste elever og lærlinge om at blive Danmarks dygtigste inden for deres fag. Arrangementet tiltrækker årligt ca. 15.000 besøgende, som overværer mesterskaberne i løbet af de tre konkurrencedage.
Det er tredje gang, at så mange håndværksfag afholder DM samtidig. Og gentages de foregående års succes, kan deltagerne godt forberede sig på en oplevelse udover det sædvanlige.
- Vi håber, at arrangementet også i år vil blive et stort tilløbsstykke, fordi det er en unik mulighed for unge til at få indblik i erhvervsuddannelserne og de karrieremuligheder, som en erhvervsuddannelse kan være springbrættet til, siger Bent-Ole Bohn, uddannelseskonsulent i Tekniq.
På el-konkurrencestanden (stand T8007) kan man se elektrikerlærlinge udføre tekniske installationer inden for stærk- og svagstrøm, hvor intelligente installationer i forhold til energioptimering og styring af lys, varme og ventilation er fremtrædende.