6,6 mio. kr. blev Randers Byråd d. 21. januar enige om at afsætte til forbedring af ventilationen på Assentoftskolen samt på Tirsdalens Skole. Beløbet bliver finansieret af de afsatte midler i skoleudbygningsplanen.
Samtidig vil skoleafdelingen lave en overordnet plan for forbedring af ventilationen på endnu 20 skoler i Randers. Beregninger viser, at det kan koste helt op til 50-60 mio. kr. at installere mekanisk ventilation på alle skolerne.
Forbedringerne sker for at imødekomme Arbejdstilsynets mest presserende påbud. Arbejdstilsynet har i længere tid været opmærksomme på indeklimaet og dermed arbejdsmiljøet på Randers Kommunes skoler. Det handler om luftudskiftningen i klasselokalerne, hvor ventilationen ifølge tilsynet ikke har været tilstrækkelig.