23948sdkhjf

Østjyder bygger boliger i København

Aarhusianske Bricks er på vej med et 8.400 m² boligprojekt i det centrale København. I samarbejde med Casa og Arkitema opføres 76 lejligheder til indflytning medio 2014.
Nye prognoser viser, at der frem mod år 2025 bliver 100.000 flere københavnere, og den kraftige vækst i befolkningstallet skaber behov for nye boliger i hovedstaden.

Med projektet ”Christmas Møllers Have” imødekommer Bricks nu den stigende efterspørgsel på boligbyggeri, og indleder opførelsen af 76 lejligheder, fordelt på seks etager og en penthouseetage med udsigt til bl.a. Kløvermarken og Christianshavns Volde.

Philip Foss, som er direktør i det aarhusianske udviklingsselskab forklarer, at moderne børnefamilier i dag ikke nødvendigvis ønsker at flytte til forstæderne. Mange vil gerne blive tæt på byens muligheder, men samtidig have lys og luft med plads til familieliv, og det er især disse familier, som Christmas Møllers Have henvender sig til.

- Det er en perfekt grund, hvor vi har mulighed for at bygge det, målgruppen efterspørger. Nemlig central beliggenhed, uforstyrret udsigt og plads til familieliv, siger han.

Store altaner og grøn gårdhave
Christmas Møllers Have bliver en sammenhængende del af Vermlandsgades røde facader. Arkitema har tegnet byggeriet som en sammenhængende L-struktur med vægt på beboernes trivsel. Det betyder fokus på sol- og lysforhold og høj grad af privatliv på de store altaner og i de tilstødende rum.

Til ejendommen kommer desuden en grøn gårdhave med bl.a. legeplads, solhjørner, motionsstativer og plantebed.

- Vores vision med Christmas Møllers Have er at skabe en bolig for mennesker der vil mærke, at de er del af byen og samtidig have plads og rum til sig selv og familiens liv, fortæller Niels Christoffersen fra Arkitema.

Det 8.400 m² store boligbyggeri opføres af Casa og får adresse i Vermlandsgade 24, 2300 København S. Lejlighederne bliver på 3-4 værelser og varierer i størrelse fra 77 til 195 m². Hovedparten får to altaner og to toiletter.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11