TS-gruppen, en frivillige kæde af el-installatører, har de seneste to år afholdt et kick-off arrangement for kædens medejere og ansatte. På den korte tid har det udviklet sig fra at være en eftermiddag med nogle indlæg fra leverandører efterfulgt af et socialt arrangement til sidste år også at omfatte en egentlig leverandørmesse med deltagelse af 60 leverandører samt 350 engagerede deltagere fra TS-gruppen.
- Det blev en stor succes med fokus på indhold, forklarer direktør Mick Clausen fra TS-gruppen, som kan berette om mange positive tilbagemeldinger fra udstillerne samt motiverede og interesserede medarbejdere.
Med de positive tilkendegivelser i bagagen fra TS-minimesse i marts 2012 afholder kæden igen i år en messe for leverandører. Den afholdes i år d. 16. marts i Vissenbjerg på Fyn. Alle 31 TS-medejervirksomheder er repræsenteret, og der kommer mellem 400 og 450 deltagere fra de forskellige TS-centre.
Som noget nyt har TS-gruppen i år valgt at satse bredere ved også at afholde en kundemesse fredag d. 15. marts. Her er TS-gruppens slutkunder inviteret med. Netop kontakten til egne kunder er en af de helt store udfordringer, som el-branchen ifølge Mick Clausen står overfor:
- TS-gruppen og branchen generelt er ikke gode nok til at kontakte kunderne, må vi erkende. Det skal vi til at lave om på med den her type arrangement, forklarer Mick Clausen til Building Supply.
Han beskriver messen som forkælelse af kunderne samt inspiration til de mange produktområder og kompetencer inden for f.eks. energioptimering, TS-gruppen sammen med sine samarbejdspartnere kan tilbyde.
Interessant ser det også ud til at blive, da det er lykkedes at få bl.a. adm. direktør i Tekniq, Niels Jørgens Hansen, samt klima-, energi- og bygningsminister Martin Lidegaard til at deltage som oplægsholdere d. 15. marts.