23948sdkhjf
Del siden
Job

VVS-ingeniør til HVAC – DTU Campus Service

Er du uddannet VVS-ingeniør, og kunne du tænke dig et job, hvor du kan få alle dine faglige ambitioner indfriet samtidig med, at du har en sund balance mellem arbejde og fritid? Vil du også gerne arbejde et sted, der investerer i din faglig udvikling, giver tid til netværk og mulighed for deltagelse på messer og konferencer, så du holder dig opdateret på det nyeste inden for branchen. Det er nu, du skal slå til

Ansøgningsfrist
4. august 2024
Forventet start
1. oktober 2024
Antal stillinger
1
Ansættelsesforhold
Fast
Arbejdstid
Fuldtid
Ansættelse
Permanent
Arbejdssted
Danmark Hovedstaden Lyngby-Taarbæk Kommune

Du får en nøglerolle i forhold til at understøtte forskning i verdensklasse på Europas førende tekniske universitet kåret i hård konkurrence med 225 tekniske universiteter. 

Stor variation med fokus på udvikling hele vejen fra strategi, design og til endelig drift. 

Mere end 150 geografisk spredte bygninger hvoraf mange er højt specialiserede og forbundet via et sammenhængende energikredsløb. Det er din nye spilleplade, hvor din personlige indsats skaber målbare resultater på et uhørt højt niveau. Du kan eksempelvis bidrage med at skabe årlige energibesparelser til lige dele gavn for klima, miljø og forskning. 

Du kommer til at bruge ca. halvdelen af din tid med eksplicit fokus på køl. Det gælder ikke mindst i forbindelse med nybyggerier, hvor vi har projekter for ca. 2 mia. DKK i pipeline og udførsel. Her er du med hele vejen fra design til modtagelse af bygningen samt overgang til almindelig drift. Processen er baseret på vores gennemtestede projektmodel (kaldet driftsinvolvering). Den sikrer, at vi får velfungerende og bæredygtige bygninger i høj kvalitet. Modellen bygger på vores livscyklusperspektiv (LCC). Alt, vi bygger, er således med et mangeårigt omkostningsperspektiv. 

Køl er vores måske vigtigste ansvarsområde, fordi det betjener kritisk infrastruktur. Her må vi bare ikke svigte, for det kan betyde, at alle serverne går ned, uvurderlige iskerneprøver fra Grønland smelter, at årelange forskningsforsøg går i vasken og meget andet. 

Du kommer til at: 

  • Bidrage til design og fastlægge strategier/principper til nybygningsprojekter – primært køl og med mulighed for at bidrage på øvrige VVS-områder
  • Deltage på nybyggerier og ombygninger af tekniske anlæg – med brugerdialog og inkl. spændende skræddersyede løsninger
  • Planlægge og gennemføre driftsprojekter for tekniske anlæg inkl. styring af rådgivere og entreprenører
  • Gennemføre anlægsvurderinger med optimeringsfokus – levetid, vedligehold, energiforbrug, forsyningssikkerhed m.m. 
  • Rådgive og vejlede dine kompetente VVS-tekniker kolleger, der fokuserer på drift.
  • Dokumentere samt bidrage til at opdatere standarder og eksisterende dokumentation
  • Bidrage med ideer og input til vores digitalisering af arbejdsgange m.m.

VVS-ingeniør med køleinteresse og lyst til dialog og samarbejde
Vi leder efter dig, der kan lide kompleksitet, og som samtidig har strukturen til at overskue det komplekse og dermed også synliggøre: hvad der er vigtigt, hvad der skal opnås, og hvordan det skal opnås. I forlængelse af det skal du både turde spørge og have modet til at træffe beslutninger uden at kende det fulde billede. Dertil er det afgørende, at du trives med at samarbejde og herunder være i løbende dialog med både kolleger og eksterne samarbejdspartnere. Derudover rummer dit CV: 

  • En ingeniøruddannelse med speciale i VVS
  • Stor interesse for køleområdet 
  • Lyst til et meget varieret job, hvor du både fordyber dig og er ude i virkeligheden for at følge projekterne og drift. 
  • Evne for at kommunikere klart og forståeligt – både på skrift og mundtligt 

Dit nye team
Du bliver del af et meget velfungerende HVAC-team med ca. 15 gode kolleger. Vi er teknikere, maskinmestre og ingeniører. Vi tror på, at samarbejde og vidensdeling giver både en sjovere hverdag, bedre faglig udvikling og ikke mindst langt bedre resultater. 

Vi tror også på, at mennesker i balance skaber bedre løsninger. Fleksibilitet og sund balance mellem arbejde og fritid er derfor en fast del af hverdagen hos os. 

Vi bygger vores arbejde på forskellige principper, der skal sikre, at vi alle forstår helheden samt tænker og handler parallelt. Vi tager selvfølgelig også ansvar for uddannelse af fremtidens ingeniører og har derfor altid praktikanter og spændende projektsamarbejder med bl.a. mange forskere i gang. I den sammenhæng er vi bestemt ikke blinde for, at de studerende kan lære os noget. Nu glæder vi os bare til at byde dig velkommen på holdet. 

Løn og ansættelsesvilkår
Du ansættes i en fast stilling. Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til AC-overenskomsten eller anden relevant overenskomst. Der er mulighed for forhandling af et tillæg efter kvalifikationer.

Din arbejdsplads vil være på DTU Lyngby Campus.

DTU Campus Service
Campus Service har ansvar for at udvikle, drive og vedligeholde DTU’s bygningsmasse, arealer og faciliteter. Målsætningen er den samme som for DTU generelt, og den kan sammenfattes i et enkelt ord. Verdensklasse. Vi lever ud fra ideen om, at vi skal være bedre til at blive bedre. Det kan vi blandt andet gøre ved at omgive os med mennesker, der er dygtigere end os selv. I alt, hvad vi gør, sætter vi barren begavet højt, for det er ganske enkelt nødvendigt, hvis DTU fortsat skal befinde sig på den øverste hylde, når det gælder forskning og undervisning. DTU’s bygninger, omgivelser og faciliteter skal være maksimalt attraktive for de ansatte og studerende. Dertil skal borgere, virksomheder og lokalsamfund se DTU og DTU’s faciliteter som et aktiv, man meget gerne benytter og samarbejder med. Campus Services mission er at sikre, at det sker. 

Teknologi for mennesker
DTU udvikler teknologi for mennesker. Med vores forskning og uddannelser i international topklasse er vi med til at skabe en bedre verden, og vi bidrager til løsningen af de globale udfordringer formuleret i FN’s 17 verdensmål for en bæredygtig udvikling. H.C. Ørsted grundlagde DTU i 1829 med en klar vision om at udvikle og nyttiggøre naturvidenskab og teknisk videnskab til gavn for samfundet. Den vision lever den dag i dag. DTU har 15.500 studerende og 6.000 ansatte. Vi arbejder i en international atmosfære og har et inkluderende, udviklende og uformelt arbejdsmiljø. DTU har campusser i hele Danmark og i Grønland og samarbejder med de bedste universiteter verden over.

Danmarks Tekniske Universitet
Anker Engelunds Vej 1
2800 Kongens Lyngby
Lyngby-Taarbæk Kommune
Danmark

Sådan ansøger du

Ansøgning og kontakt
Vi skal modtage din online ansøgning senest den 4. august 2024.
Åbn linket "Søg Job", hvor du udfylder ansøgningsformularen samt vedhæfter motiveret ansøgning, CV og eksamensbeviser. 

Ansættelsessamtaler forventes afholdt i uge 33 og 34 med tiltrædelse 1. oktober 2024.

Har du spørgsmål, er du meget velkommen til at kontakte sektionsleder, Niels Gjerring Hansen på 2937 9415.

Ansøgninger modtaget efter ansøgningsfristens udløb tages ikke i betragtning.

Alle interesserede uanset alder, køn, handicap, race, religion eller etnisk tilhørsforhold, opfordres til at søge stillingen.

Søg job

Send til en kollega

0.047