Teamleder hos Dansk Skorstens Teknik
Kan du stå med den faglige ledelse af rejsemontører, lager og værksted?
Så søger Dansk Skorstens Teknik en erfaren teamleder, som bliver ansvarlig for inspektion, reparation og montage, både hjemme på værkstedet og ude hos kunderne.
Med base i Esbjerg er Dansk Skorstens Teknik A/S solidt forankret som en af landets førende specialister inden for skorstensservice. Vi har over 25 års erfaring i branchen, hvor vi kontinuerligt har kombineret lokal ekspertise med avanceret teknologisk viden.
Dansk Skorstens Teknik er ejet er VL Staal a/s, der er en af Europas førende virksomheder inden for design, produktion og servicering af fritstående skorstene, trykbeholdere og større stålkonstruktioner. Produktion og montage foregår efter internationalt anerkendte normer og standarder, ligesom kvalitets- og miljøledelse er dokumenteret og certificeret efter ISO 9001 og ISO 14001.
Kunderne er typisk kraftvarmeværker, skibsværfter, kedelfabrikanter og produktionsvirksomheder.
Teamleder til spændende projekter
Teamlederen bliver ansvarlig for den operationelle faglige ledelse af ca. 10 rejsemontører, samt værksted og lager hos Dansk Skorstens Teknik a/s. Den personalemæssige ledelse varetages af Operations Manager, som du også får reference til.
Det bliver din opgave at sikre de rette kompetencer og prioritering af opgaverne, motivering af teamet og fokusering på indsatsen, samt aktivt deltage i forandringsledelsen i virksomheden. Du kan desuden blive involveret i det operationelle arbejde som site manager.
Du skal forvente ca. 30 rejsedage om året.
Arbejdsopgaver
Du bliver ansvarlig for:
- Faglig ledelse af rejsemontører samt værksted og lager
- Ordrer bliver afviklet til aftalt tid og i henhold til forkalkuleret budget og kontraktgrundlag
- Performance management og rapportering
- Løbende kompetenceudvikling og opretholdelse af gyldige certifikater for rejsemontører
- Sikre at alt udstyr er godkendt i henhold til gældende lovgivning
- Firmabiler er i lovpligtig stand og at indholdet af værktøj/udstyr i bilerne er i forsvarlig stand
- Opsøgende salg af inspektioner og reparationer
- Koordinering af montageopgaver
- Udarbejdelse af tilbud og opfølgning på samme
- Klargøre og pakke materialer og bestilling af lejeudstyr til rejsemontører
- Lager og værksted
- Ad hoc-opgaver
Din profil
Vi forventer at du
- Har en teknisk uddannelse eller er uddannet smed med mere end 5 års erfaring
- Har erfaring med projekt- og teamledelse fra en projektbaseret virksomhed
- Har erfaring med rejsemontørarbejde og stålkonstruktioner, gerne skorstene
- Har gode kommunikationsevner på dansk, samt godt kendskab til engelsk og/eller tysk
- Er en erfaren bruger af IT (Office-pakken, Excel og Word), med præference for at arbejde digitalt fremfor på papir
Du er engageret, fleksibel og god til at samarbejde, med en struktureret og konstruktiv tilgang til opgaven. Du har en høj arbejdskapacitet, er vedholdende og kvalitetsbevidst, samt evner at skabe og fastholde overblik og prioritere indsatserne.
Du har gode lederegenskaber og formår at definere nye måder at gøre tingene på, så afdelingen er med og ser formålet. Samtidig har du en passende balance mellem at sætte dig igennem og få tingene til at fungere gnidningsløst.
Du har en god talforståelse kombineret med en praktisk analytisk tilgang til problemløsning og optimering af arbejdsgange.
Desuden er du forhandlingsvant og kommercielt tænkende med en god teknisk forståelse og sans for at gøre kunderne tilfredse.
Vi tilbyder
Du tilbydes en spændende mulighed for at arbejde i en organisation, hvor du kan gøre en forskel, samt gode løn- og ansættelsesvilkår i overensstemmelse med din erfaring og kompetencer.
Du bliver en del af en organisation, der giver gode muligheder for faglig og personlig udvikling.
Der er fart over feltet og vi arbejder i et dynamisk miljø med frihed under ansvar, fleksible arbejdstider og et godt humør på arbejdspladsen. Hos Dansk Skorstens Teknik værdsætter vi et uformelt arbejdsmiljø præget af gensidig tillid, selvstændigt ansvar, frihed og vidensdeling.
Henvendelse og yderligere oplysninger
Vil du vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte Aksel Uglvig Jensen, Skelmose, på tlf. 40 84 01 33. CV eller LinkedIn-profil kan sendes til Aksel Uglvig Jensen via auj@skelmose.eu.
Henvendelser vil blive behandlet løbende.
Tiltrædelse: hurtigst muligt.
Yderligere om Dansk Skorstens Teknik
Du kan læse mere på https://dst-as.dk