Sundolitt bidrager til den digitale platform Tagpas
Platformen Tagpas har som mål at lette arbejdet med kvalitet, dokumentation og sporbarhed for alle, der arbejder på tag. Som producent af isolering til mange tagkonstruktioner støtter Sundolitt op
Det skal være lettere for danske tagdækkere at holde styr på dokumenter og aftaler gennem digitalisering. Det er formålet for den digitale platform Tagpas. Platformen blev oprettet i 2019 som en samling af vejledninger og anvisninger på smartphones.
I dag er løsningen udviklet og forfinet, så kvalitetssikring, serviceaftaler og varmt arbejde-aftaleblanket (VA) er blevet lettere at håndtere.
“Brugerne siger, det er lettere at udføre arbejdet korrekt og dokumentere det over for kunderne. Så vi er godt på vej mod vores mål om at løfte kvaliteten i branchen,” fortæller Casper Bechgaard Kristensen, uddannelsesansvarlig hos Tagpas.
Appen udvikles efter brugernes feedback, og det var én af platformens mange brugere, der bragte Sundolitt på banen. Sundolitts produkter bliver brugt i mange tage med tagpap, så ved at samle producentens dokumentation i appen er tagdækkernes hverdag gjort endnu lettere.
Sundolitts datablade, EPD’er og vejledninger er let tilgængelige i Tagpas. Dermed er det nemt at samle dokumentationen for det udførte arbejde – for eksempel i forhold til DGNB-byggerier.
Fortsætter digitalisering og udvikling af arbejde på taget
Byggebranchen har allerede mange digitale platforme, men de mest udbredte er generaliserede. Tagpas er designet til at passe til behovene hos tagdækkere og andre håndværkere på tagene.
“Når en brænder tændes på en byggeplads, skal der først udfyldes en VA-blanket. Ellers er forsikringsforholdene ikke på plads. Det er bare lettere at gøre på mobilen, så man ikke skal udfylde papirer i blæst og regn,” siger Casper Bechgaard Kristensen.
Før blev blanketten ofte udfyldt på papir, men den kunne for let forsvinde i bilen eller skurvognen. Nu kan kunden få en SMS, så snart VA-blanketten er udfyldt. Det åbner muligheden for, at en tagdækker både selv kan skrive under på sin telefon og se, når modparten har skrevet under på sin telefon. Begge parter beholder det digitale spor, sparer tid og har let ved at spore såvel arbejde som aftaler.
Næste skridt for Tagpas er mere automatisering. Målet er at gøre platformen til det letteste digitale værktøj for dens brugere.
Digitalisering kan hjælpe byggeriets grønne omstilling
Det er allerede tydeligt, at digitaliseringen gennem Tagpas letter arbejdet for tagdækkerne. Men platformen gør det også let for blandt andre rådgivende ingeniører at finde de relevante vejledninger og anvisninger. Det kan være en fordel for den grønne omstilling af byggeriet.
Brancheforeningen EPS-branchen lancerede tidligere i år en ny vejledning til udvendig isolering af tagkonstruktioner med EPS. Vejledningen er skabt i samarbejde med DBI og gør det lettere for brandrådgivere at vælge præaccepterede løsninger.
Med en let, digital adgang til sådanne vejledninger gennem en platform som Tagpas, kan brugen af 100 % genanvendelig isolering også blive mere udbredt.
EPS-isolering er et meget et let materiale, som sparer tunge løft for tagdækkere og kan føre til besparelser i konstruktionen, fordi den ikke skal bære så tung en last.
Se mere om Tagpas på tagpas.dk.