23948sdkhjf
Del siden
Annonce

Jobsamtalen starter før du aner det

Vurderingen af dig starter længe før, jobsamtalen reelt begynder – desværre er mange jobsøgere ikke opmærksomme på netop det

”Velkommen til. Vi har læst dine dokumenter og set frem til at møde dig.” Det er ofte først her, kandidaten tænker, at jobsamtalen begynder. Virkeligheden er bare en anden, for jobsamtalen starter faktisk allerede i det øjeblik, hvor du har den første kontakt med virksomheden.

Som Headhunter hos HumanTrust og tidligere direktør hos BTX Group synes jeg, det er ærgerligt, at kandidater er ubevidste om deres adfærd i de sekvenser, hvor de bliver analyseret og vurderet, når de søger et job. Lad mig give nogle eksempler på det – set fra den anden side af bordet…

Inden du taster nummeret på stillingsopslagets kontaktperson, bør du som regel tænke en ekstra gang over, hvorfor du egentlig ringer. Ofte oplever mine kollegaer og jeg at få stillet spørgsmål som: ”Kan du fortælle lidt mere om stillingen?” eller ”Kan du sige noget mere om virksomheden?”

Spørgsmål som disse er ukonkrete og signalerer, at du er ureflekteret. Både din og vores tid er kostbar, og derfor er langt de fleste annoncer i dag udarbejdet af professionelle tekstforfattere, der virkelig har sat sig ind i opgaven, så det du på dette stadie bør og skal vide om jobbet, står allerede i stillingsopslaget. Der er intet forkert i at ringe og stille spørgsmål. De skal bare være skarpe, konkrete og gå ud over det, som allerede står i jobopslaget. Det signalerer, at du allerede er på vej ombord i stillingen og tager ejerskab over funktionen.

Læs også: Skjul ikke dine svage sider til jobsamtale.

Du har nu nået Call to Action og sender dine ansøgningspapirer håbefuldt afsted. Men fik du trykket på send-knappen en anelse for hurtigt?

Hos HumanTrust har vi tidligere fortalt, hvorfor vi ikke læser dine anbefalinger, og om hvor kort tid vi bruger på at læse din ansøgning. Det er fakta, men det betyder stadig, at dit CV, din ansøgning og dine øvrige dokumenter, du sender, skal være gennemarbejdet – både hvad angår indhold og layout.

”Der er altid plads til en skævert på dit CV eller en grammatikfejl i din ansøgning, men du kommer igen til at virke useriøs, hvis det samlede indtryk af dine ansøgningsdokumenter er, at de snarere er blevet til i farten, end de er præciseret og udformet til den aktuelle stilling.”

De indledende faser har du bestået, og du er nu på vej til jobsamtalen. Men har du overvejet, hvilke signaler du egentlig ønsker at sende og give din måske kommende arbejdsplads første gang, de møder dig?

I efterhånden mange år har jeg beskæftiget mig med rekruttering og ansættelse af medarbejdere på alle organisatoriske niveauer, og jeg må ærligt indrømme, at jeg har oplevet nogle mindre heldige episoder undervejs. Eksempelvis bør du overveje, om du nødvendigvis skal stå at ryge lige inden jobsamtalen og efterfølgende smide dit skod foran hovedindgangen.

”Der findes ingen rigtige eller forkerte signaler, men du kan med fordel gøre dig nogle tanker, om de signaler du ønsker at sende, for de efterlader, uanset hvad, et indtryk. Og hvorfor udfordre skæbnen mere end højest nødvendigt?”

Læs også: Derfor bliver du ikke kaldt til jobsamtale.

I min tid hos BTX Group trådte jobsøgeren ind i en meget aflang bygning, med en stor åben reception som center for hele bygningen. Receptionen er dermed et sted med masser af trafik. Hvordan kandidaten agerer og opfører sig her, er naturligvis ikke afgørende for, om vedkommende får jobbet eller ej, men blandt andet indtrykket fra receptionisterne og andre, som ”møder” kandidaten bliver naturligvis overleveret.

Ofte bookede jeg med vilje det fjerneste mødelokale i bygningen, for på gåturen fra receptionen til mødelokalet fik jeg fornemmelse af det menneske, jeg mødte og et meget autentisk billede af kandidaten. Ankom jeg til mødelokalet med en mindre god fornemmelse og følelsen af, at det ikke var det rigtige match, så var det meget sjældent, at samtalen ændrede på det. Bragte turen fra receptionen til mødelokalet mig omvendt en god fornemmelse, så blev den som hovedregel kun bekræftet under selve jobsamtalen.

Derfor er din adfærd meget vigtig for førstehåndsindtrykket af dig – og lad mig være ærlig. Ofte viser man sig ikke pludselig at være en anden, end hvem man i første omgang har givet sig ud for at være. Særligt ikke i situationer, hvor du været ubevidst omkring din adfærd, fordi du har haft jobsamtalen i fokus og ikke tænkt over, at den på dette tidspunkt allerede har været i gang længe.

Det væsentlige er netop, at du får jobbet på baggrund af den samlede vurdering af dig som person, hvor både personlighed og kompetencer vægter. Har du for mange strittere i løbet af rekrutteringsprocessen, vil de få en afgørende indflydelse på vurderingen af dig – også selvom dit CV scorer topkarakter. Så for at klæde dig optimalt på til din næste jobsamtale, vil jeg bruge gentagelsens kreative kraft.

”Det er ikke først, når du sidder overfor den ansættende, at din jobsamtale starter. Den er startet længe før.”

Interesseret i flere nyheder og mere inspiration fra HumanTrust?
Klik her og vælg selv de emner, som interesserer og optager dig.

HumanTrust A/S
Gammel Viborgvej 9A / Vejlevej 27, 1. sal
8381 Tilst, Aarhus
Århus Kommune
Danmark
CVR nummer: DK35044922
P nummer: 1018283073

Kontaktperson

Send til en kollega

0.047