23948sdkhjf

Kaserneopgave bliver lokal entreprenørs største til dato

Kaserneprojekt til en lille kvart milliard har fundet sin vinder i lokalområdet

Nu er der sat navn på entreprenøren, som soldaterne på Almegårds Kaserne skal takke, når den bornholmske kaserne får et fortjent løft.

PL Entreprise fra Rønne er blev tildelt kontrakten på opførelse af tre multifunktionsbygninger på kasernen, oplyser Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse i en pressemeddelelse.

”PL Entreprise A/S har ved den afholdte licitation afgivet det økonomisk mest fordelagtige tilbud, med bedste forhold mellem pris og kvalitet,” skriver styrelsen i meddelelsen.

Projektet omfatter tre ens bygninger, der hver indeholder garager, pudsestuer, undervisningslokaler, depoter, omklædnings- og badefaciliteter. Derudover etableres en ny miljøplads, da den eksisterende ligger i vejen for byggefeltet.

Bygningerne er et led i projektet Modernisering af Hærens Mandskabs- og Materielfaciliteter.

Rekord kræver samarbejde

Udbuddet af hovedentreprisen lød, som tidligere beskrevet i Licitationen - Byggeriets Dagblad, på 190 mio. kr.

For den bornholmske vinder gør det opgaven til den største til dato:

– Det er helt fantastisk. Både for os og for Bornholm, for det giver jo en masse arbejdspladser i rigtig lang tid. Det er en kæmpe opgave for os. Det nærmer sig jo en kvart milliard. Det er den største enkeltsag, vi nogensinde har budt på, og derfor er det selvfølgelig også den største, vi nogensinde har vundet, siger PL Entreprises ejer og direktør, Jens Koefoed, til Bornholms Tidende.

Selvom firmaet kommer til at afsætte mange egne folk til projektet, kræver opgavens omfang samarbejde med flere bornholmske byggefirmaer i rollen som underentreprenører, påpeger han også.

PL Entreprise vandt kaserneopgaven i konkurrence med den svenske kæmpe NCC.

Opstart afventer bevilling

Da Licitationen beskrev udbuddet i november sidste år, oplyste Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse, at man ikke kunne sige, hvornår godkendelsen af finansiering af den udbudte hovedentreprise forventes.

Det skyldes blandt andet, at der ikke behandles væsentlige sager i ministerierne under regeringsdannelsen, lød begrundelsen.

Nu lyder det fra styrelsen:

”Projektet afventer fortsat bevilling, hvorfor projektets opstart afventer dette. Udbuddet er på forhånd betinget af, at bevillingen tildeles.”

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095