Materialemangel er en kæp i VVS-forretningen: - Vi må rundt og skrabe varerne sammen

Før Tvilling VVS sætter gang i en ny entreprise, indgår direktør Dan Jeppesen altid en hovedaftale med en grossist om de materialer, virksomheden får brug for.
Men som situationen er nu, oplever de ofte, at den givne virksomhed alligevel ikke kan levere i tilstrækkelige mængder.
- Det gør sig nærmest gældende helt på tværs af sortimentet. Det som særligt giver os hovedbrud er dog, at det også gælder de varer, vi bruger i store mængder. Eksempelvis afløbsfittings og lignende, som vi tidligere bare kunne hive ned fra hylden, fortæller han.
For at kunne leve op til deres egne aftaler og deadlines, må de derfor rundt til andre grossister på markedet og forsøge at skrabe materialer som disse sammen.
Derudover har vi ofte i vores hovedaftale forhandlet nogle priser på specifikke produkter som vi sjældent kan få hos konkurrenterne, når vi bliver nødt til at søge derhen Dan Jeppesen, direktør i Tvilling VVS
VVS'er alene med problemet
Tvilling VVS, der med base i Rødovre beskæftiger 25 ansatte, er langt fra den eneste vvs- og blikkenslagervirksomhed, der døjer med materialemangel.
Ifølge nye tal fra Danmarks Statistik svarer hele 32 pct. af de adspurgte virksomheder, at materialemangel har haft negativ indflydelse på deres forretning i løbet af marts.
For et års tid siden var det én af de helt store sten i skoen hos alle underbrancher Coronapandemien gav krusninger i de globale forsyningsveje, og firmaerne måtte i stigende grad slås om om materialerne.
Men anno 2023 står vvs- og blikkenslagervirksomhederne så godt som alene med problemet.
Ekstra omkostning
Hos Tvilling VVS koster det i både tid og kroner, fortæller Dan Jeppesen. Først og fremmest skal de investere flere ressourcer i planlægningen, så de hele tiden kan holde sig flere uger på forkant med, hvad de får brug for.
- Derudover har vi i vores hovedaftaler forhandlet nogle priser på specifikke produkter, som vi sjældent kan få hos konkurrenterne, når vi bliver nødt til at søge derhen, siger han og fortsætter:
- Dermed har manglende lagerbeholdning hos grossisterne, vi oplever lige nu, altså ganske direkte økonomiske konsekvenser for en virksomhed som vores.