Digital chikane på arbejdspladsen er dit ansvar som leder

En ansat modtager truende opkald fra en kunde. En anden modtager hadefulde beskeder fra en borger. En tredje bliver hængt ud på Facebook på grund af sit arbejde. Digital chikane finder sted i mange variationer og mange oplever desværre at blive udsat for digital chikane i arbejdslivet, viser data fra National Overvågning af Arbejdsmiljø blandt lønmodtagere (NOA-L).
Ca. 28 % af de medarbejdere, der har oplevet chikane fra kunder, klienter, patienter, elever eller pårørende, inden for de seneste 12 måneder, svarer, at chikanen er foregået via sociale medier, telefon, SMS, brev eller e-mail, viser undersøgelsen.
Digital chikane er ikke noget, man selv skal løse som medarbejder. Det er arbejdsgiverens pligt at forebygge og håndtere chikanen. Lars Toft Pedersen, tilsynschef i Arbejdstilsynet
Digital chikane er omfattet af arbejdsmiljøloven, og det er arbejdsgivers pligt at forebygge og håndtere chikanen. Med kampagnen ”Beskeder, kommentarspor og opkald skal ikke give ondt i maven – Taler I om digital chikane?” ønsker Arbejdstilsynet at sætte fokus på, hvad du som arbejdsgiver og medarbejder kan gøre for at forebygge og håndtere digital chikane.
Digital chikane
- Arbejdstilsynet definerer digital chikane som psykisk vold, når den kommer fra fx en kunde eller en borger.
- Psykisk vold kan være trusler og anden krænkende adfærd som ubehagelige og nedsættende kommentarer, afpresning, offentlig udhængning og stalking. Chikanen kan også have seksuel karakter.
- Digital chikane dækker over episoder, hvor ansatte blive udsat for chikanen via digitale medier som mail, telefon, hjemmesider og sociale medier.
- Chikanen er er arbejdsrelateret, når en person udsættes for chikane i forbindelse med arbejdet. Det gælder både i og uden for arbejdstiden og via arbejdspladsens eller medarbejderens egne kanaler.
- Digital chikane kan være rettet mod enkelte medarbejdere eller hele arbejdspladsen
Kilde: Arbejdstilsynet
Det er arbejdsgivers pligt at forebygge digital chikane
Arbejdsrelateret digital chikane rammer ansatte og ledere i arbejdstiden, men det kan også trænge ind i privatlivet med beskeder og opkald efter arbejde, i weekenden og på ferier.
Chikanen kan have store konsekvenser for den enkelte medarbejdere og for hele arbejdspladsen med søvnproblemer, svækket selvtillid, lavere kvalitet i arbejdet, højere sygefravær og flere opsigelser.
- Det er vigtigt, at du som arbejdsgiver eller leder taler åbent med dine medarbejdere om arbejdsrelateret digital chikane, så alle på arbejdspladsen har en fælles forståelse af, hvad digital chikane er, og hvordan det kan håndteres, hvis det opstår, siger tilsynschef Lars Toft Pedersen i en pressemeddelelse, hvorefter han uddyber:
- Digital chikane er ikke noget, man selv skal løse som medarbejder. Det er arbejdsgiverens pligt at forebygge og håndtere chikanen.
Retningslinjer for digital chikane skaber tryghed for medarbejderne, fordi de ved, at det de bliver udsat for ikke er acceptabelt, og at de har nogen, der tager problemet alvorligt og hjælper dem igennem Lars Toft Pedersen, tilsynschef i Arbejdstilsynet
Retningslinjer skaber tryghed
Ligesom en virksomhed skal have retningslinjer for fysiske trusler, er det vigtigt at have en plan, hvis en medarbejder bliver overfaldet digitalt.
Det kan være en beredskabsplan, hvor medarbejderne ved, hvem de skal henvende sig til, og hvordan de skal håndtere chikanen, hvis de er udsat for den. -
- Retningslinjer for digital chikane skaber tryghed for medarbejderne, fordi de ved, at det de bliver udsat for ikke er acceptabelt, og at de har nogen, der tager problemet alvorligt og hjælper dem igennem, forklarer Lars Toft Pedersen.
Han fortæller til slut, at man som virksomheden også bliver dygtigere til at forebygge fremtidige hændelser, når man aktivt går ind og håndterer en konkret episode.