Det kilder i næsen, svier i svælget og ødelægger dine lunger - nu skal træstøvet reduceres

Det kan kilde godt i næsen, men er noget stads for lungerne. Støvproblemer er et velkendt fænomen i træindustrien, men nu har Teknologisk Institut teamet op med filterproducenten Simas Filters og møbelklassikerproducenten Carl Hansen & Søn for at udvikle og afprøve en ny filterløsning, der i et indledende forsøgsprojekt har vist sig markant mere effektiv end eksisterende filtre.
– Støv er et usynligt problem, og sundhedsskaderne udvikler sig over lang tid. Derfor er det så vigtigt, at industrien har adgang til løsninger, der effektivt opfanger støv fra produktionen, inden de små partikler ender i lungerne på medarbejdere eller borgere, der færdes i nærmiljøet, fortæller forretningsleder Thomas Nørregaard Jensen fra Teknologisk Institut i en pressemeddelelse.
I produktionsvirksomheder som for eksempel i træindustrien foregår filtreringen af udsugningsluften oftest ved brugen af posefiltre, der kan fjerne støvpartikler ned til en størrelse på 20 mikrometer. Ifølge samarbejdspartnerne har den nyudviklede filterløsning vist sig at kunne fjerne partikler helt ned til 3-4 mikrometer.
– Jo mindre støvpartiklerne er, des dybere kan de sætte sig i lungerne. Derfor er det meget positivt, at vores filter også kan fjerne de helt små partikler, og endda med en effektivitet på mellem 98 og 100 procent. Dertil kommer, at filtret er mere robust og kræver mindre vedligehold end posefiltre, fortæller Jan Nyholm Sørensen, teknisk konsulent hos Simas Filters.
Et poseløst filter til fynsk fabrik
Den nye filterløsning bygger på et såkaldt multicyklonfilter, et poseløst filter som også kendes fra poseløse støvsugere. I stedet for at opsamle støvet i en pose, der med tiden stopper til og skal udskiftes, kræver multicyklonfiltret stort set intet vedligehold bortset fra opsamling af afkastet træstøv.
Ud over færre omkostninger til vedligehold er multicyklonfiltret ifølge producenten også mere energieffektivt, og Simas Filters forventer, at en virksomhed, der udskifter posefilter med multicyklonfilter, kan spare 10 pct. i energiforbrug. Det skyldes blandt andet, at det poseløse filter ikke vil få problemer med tilstopning, som typisk er forbundet med øget energiforbrug.
Målet i projektet er at udvikle et pilotanlæg, der skal afprøves hos Carl Hansen & Søn, og som dimensioneret, så det passer til et udvalgt område på den fynske møbelfabrik. Dog er planen, at filtret vil kunne udbygges med moduler, der tilpasses den enkelte virksomheds behov for luftudskiftning og rensning.
– Vi glæder os over, at vi får mulighed for at afprøve den nye filterløsning. Vi lever selvfølgelig op til alle retningslinjer med vores nuværende filtre, men hvis vi kan gøre endnu mere for at mindske udledningen af træstøv, er det kun positivt. Derudover er det også interessant, at filtret giver mindre vedligehold og kan sænke vores klimabelastning på grund af det lavere energiforbrug, siger Thim Boesen, Facility Manager hos Carl Hansen & Søn.
Selvom pilotanlægget skal tilpasses træindustrien, forventer Simas Filters og Teknologisk Institut, at den endelige filterløsning også vil være interessant for blandt andet metal- og fødevareindustrien.