Solceller, elbiler og et åbent sind: Tømrervirksomhed har halveret sit strømforbrug

I A.V. Jeppesen har man i årevis hjulpet kunderne med at opnå store besparelser gennem energirenoveringer.
Derfor har det også givet stor mening for virksomheden at være åben for ekspertråd på andre områder end de tømrerfaglige i processen med at mindske eget energiforbrug, som tømrer- og snedkervirksomheder har sat tempo på.
Det har ført til, at virksomheden i år både har etableret et stort solcelleanlæg, nedlagt sit lokale serverrum og sat gang i overgangen til håndværkerbiler på el.
- Vi kan ikke være eksperter på alle områder, men det er vigtigere at tale åbent om det end at gemme sig af frygt for, at man ikke gør nok, siger Claus Rosenberg Christensen, daglig leder og medindehaver hos A.V. Jeppesen Tømrer- og Snedkermestre A/S, i en pressemeddelelse.
De nye solceller på taget kan producere op til 8.500 kWh – nok til at dække mere end halvdelen af virksomhedens årlige forbrug. Samtidigt sparer A.V. Jeppesen nu cirka 9.000 kroner i strøm om året, fordi de lokale servere er skiftet ud med en sikret cloud-løsning.
Samarbejde om forandring
Som mange håndværkere ved, kan det være svært at skifte sine bil ud. Alt fra værktøj og byggematerialer til kaffekop har sin faste plads i det rullende kontor. Som regel kan den nye bil dog det samme som den gamle.
Men sådan er det ikke med A.V. Jeppesens nyeste tømrerbil. El-udgaven af Volkswagens klassiske rugbrød, ID. Buzz har mindre plads i lastrummet og kører 415 km på en opladning. Det kræver, at man indretter sig anderledes og tænker i nye baner, forklarer Claus Rosenberg Christensen.
- Den ser smart ud, og vi andre vil også godt køre i sådan én. Men vi må først finde den bedste indretning. Tømrere vil gerne være forberedt på hvad som helst ved at have alt værktøj og materiale med sig. Nu skal vi planlægge og pakke biler anderledes – og det er bare ét punkt, hvor vi skal ændre gamle vaner.
Det er tømrersvenden Hans Henrik, der kører forrest med det gode eksempel i og omkring Middelfart. A.V. Jeppesen har desuden investeret i en elbil til en funktionær. Men det er endnu usikkert, om alle håndværkerbilerne kan udskiftes.
- Vi er glade for at være med til at skabe forandring i vores område, og vi kunne godt tænke os at skifte hele flåden til el. Men vores tømrere kører ud i hele Trekantområdet og skal helst kunne komme hjem igen, siger Claus Rosenberg Christensen.