En er ikke nok: Nu får lønmodtagernes pensionskasse fem nye tilbygninger

De sidste detaljer i projekteringen af moderniseringen og udvidelsen af ATP’s domicil i Hillerød er faldet på plads, og entreprenørfirmaet Bgb er nu klar til at tage hul på selve byggeprocessen.
- Vi er nu færdige med projekteringen. Det har været et intenst og godt forløb, siden vi begyndte, siger Mads Volmer Nielsen, projektchef og partner i Bgb, i en pressemeddelelse.
Allerede sidste efterår indgik Bgb aftale med ATP om at gennemføre projektet i totalentreprise.
Og så er det fedt for en tømrervirksomhed som os at bygge uden beton. Mads Volmer Nielsen, projektchef og partner i Bgb
Hovedkontoret, hvor der arbejder mere end 1300 medarbejdere, skal udvides med fem nye tilbygninger, som opføres i ejendommens eksisterende gårdhaver.
Træ tilpasses tegl
Den nye håndfuld bygninger skal bygges næsten fuldstændigt i træ, og passes ind i den ældre ejendom, som er et karrébyggeri i røde mursten.
- Man tager en 50 år gammel bygning og skal tilpasse noget nybygning til den eksisterende struktur. Det nuværende byggeri har høje, slanke vinduer, og de kommer til at gå igen i facader på de nye pavilloner, siger Mads Volmer Nielsen.
- Og så er det fedt for en tømrervirksomhed som os at bygge uden beton. Vi skal jo have støbt et terrændæk i beton, men ellers er dækkonstruktionen i træ, facaden er træelementer i spærtræ, og tagkonstruktionen bliver også i træ, tilføjer han.
Udførelsen af projektet, som gennemføres i samarbejde med AI Arkitekter og Ingeniører og bygherren ATP, er netop begyndt.