23948sdkhjf

Scandi Byg vinder rammeaftale til 320 millioner

Op mod 400 almene boliger i blandt andet København, Albertslund og Valby skal frem til 2015 opføres for KAB og Boligforeningen 3B.
KAB har onsdag offentliggjort, at Scandi Byg a/s – en dattervirksomhed i MT Højgaard-koncernen – har vundet 4. rammeaftale af AlmenBolig+, der omhandler opførelse af en pulje af almene boliger.

Rammeaftalen giver option på op til 400 boliger, men vurderes at lande på ca. 320 boliger fordelt på 4-5 byggegrunde i København, Albertslund og Valby. Aftalen, der er er vundet i samarbejde med ONV Arkitekter, Jaja Architects og Bascon, har på nuværende tidspunkt en værdi af ca. 320 mio. kr. og er den næststørste i Scandi Bygs historie.

Fortsætter samarbejdet
Scandi Byg har stor erfaring i både samarbejdet med bygherrerne og konkret på konceptet AlmenBolig+, hvor virksomheden netop i disse måneder overdrager de sidste af i alt 520 boliger til kunden opført under rammeaftale 1.

Det var en enstemmig bedømmelseskomite, der pegede på Scandi Byg som vinder. I bedømmelsen blev der lagt stor vægt på både pris og kvalitet. Projektet indeholder fokus på byggeriernes energiside, og bygningerne skal opfylde BR10´s energikrav for 2020.

- Vi er glade for endnu en gang at blive valgt på samme type projekt og glæder os til at løfte dette meget spændende projekt. Projektets sammensætning og kompleksitet understreger endnu en gang Scandi Bygs stærke kompetencer og konkurrenceevne inden for industrialiseret, modulbaseret byggeri, siger Jesper Hoffmann, administrerende direktør i Scandi Byg.

Han påpeger, at ordren passer fint til at fylde den nye produktionshal, som Scandi Byg allerede i efteråret påbegyndte opførelsen af.

Positiv betydning for omsætning og resultat
Scandi Byg afsluttede regnskabsåret 2012 med et overskud på knap 24,7 mio. kr. før skat, men som følge af vigende ordreindgang har ledelsen budgetteret med et lavere resultat i indeværende år.

Med den nye rammeaftale skabes et solidt fundament for de kommende års udvikling. I MT Højgaard-koncernen forventer man, at aftalen vil få positiv betydning for omsætning og resultat i opførelsesperioden, der er planlagt til at begynde i efteråret 2013 og slutte i 2015. Ledelsen har dog ikke fundet anledning til at ændre de tidligere offentliggjorte forventninger til den økonomiske udvikling i 2013.

Kontrakten med KAB og 3B ventes underskrevet, når fristen for indsigelser udløber medio juli.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094