23948sdkhjf

Bygningsdirektiv skal vriste Europa fri af Putins gas

Direktivet skal gøre EU’s bygningsmasse mere energieffektiv

Et nyt bygningsdirektiv er stemt igennem EU-Parlamentet. 

Direktivet blev stemt igennem med 370 stemmer mod 199.  

Direktivet skal gøre EU’s bygningsmasse mere energieffektiv og dermed mindske klimabelastningen. Der er krav om energirenoveringer og -besparelser i både boliger, offentlige bygninger og kommercielle bygninger, ligesom der er sat slutdato for opvarmning med olie og gas. Det betyder, at EU er godt på vej til at vriste sig fri af Putins gas. 

- Med Bygningsdirektivet kan vi slå to fluer med et smæk. Vi kan opfylde vores mål om et klimaneutralt Europa i 2050, og vi kan stoppe med at betale Putins krig i Ukraine. Bygningsdirektivet er måske det værktøj, som hurtigst og mest effektivt kan reducere Europas forbrug af gas, udtaler Morten Helveg Petersen, medlem af EU-Parlamentet for Radikale og Renew Europe-gruppens forhandler på Bygningsdirektivet i en pressemeddelelse fra Synergi.

Med direktivet er der nu udsigt til et væsentligt lavere energiforbrug i bygninger, der tegner sig for hele 40 pct. af energiforbruget og 36 pct. af de energirelaterede udledninger af drivhusgasser i EU.

Ny analyse

En helt ny analyse fra det konsulenthuset Guidehouse viser, at direktivet kan lette så meget på efterspørgslen på energi, at EU helt kan blive fri for Putins gas. Samtidig kan EU-borgernes gasregning reduceres med mere end 80 mia. kr. om året. 

Direktivet kan derfor også blive en fremragende investering og et vigtigt værn mod energikriser som den seneste, der kostede de europæiske statskasser knap 5.000 mia. kr.

- Potentialerne i Bygningsdirektivet er enorme og favner langt bredere end den grønne omstilling. Mere end 50 pct. af EU’s energiforbrug importeres – en anseelig del desværre fortsat fra Rusland. Så længe vi sløser med energiforbruget, bidrager vi til at holde Putins krigsmaskine kørende, siger Syndergis bestyrelsesformand, Bendt Bendtsen.

Solceller en del af løsningen

Kravet i direktivet lyder blandt andet at medlemslandene skal reducere det gennemsnitlige energiforbrug med 16 pct. i beboelsesbygninger i 2030 og med mellem 20-22 pct. i 2035.

I forhold til ejendomme, der ikke rummer beboelse, er kravet at medlemsstaterne inden 2030 skal renovere de 16 pct. dårligste bygninger og i 2033 skal 26 pct. af dem være renoveret.

Ligeledes skal der, hvor det er teknisk og økonomisk muligt, gradvist installeres solceller på både offentlige bygninger, og bygninger der ikke rummer beboelse. Fra 2030 skal der installeres solceller på alle nye beboelsesejendomme.

- I EjendomDanmark ser vi frem til at bidrage konstruktivt til implementeringen, som også skal tage afsæt i virksomhedernes praktiske og økonomiske virkelighed. Vi ser frem til at indgå et godt samarbejde med ministerierne og resten af branchen, udtaler Peter Stenholm, adm. direktør i EjendomDanmark.

Danmark skal vise vejen

Dansk Industri glæder sig over, at der nu er politisk enighed om et nyt europæisk bygningsdirektiv. Dermed tager EU-landene et afgørende skridt i retningen for, hvordan boliger og bygninger skal udvikle sig i Europa frem mod 2050. 

Selvom DI havde håbet på mere konkrete tiltag, understreger erhvervsorganisationen vigtigheden af, at Danmark viser vejen frem.

- Bygningerne står for 40 pct. af det samlede energiforbrug i Europa, og derfor er det en bunden opgave, at vi gør dem mere energieffektive. Det gælder også i Danmark, hvor vi har en væsentlig udfordring med at energirenovere de mindst energieffektive boliger, siger Anders Stouge, vicedirektør i DI i en pressemeddelelse.

Bygningsdirektivet og energieffektivitet i EU

Direktivet medfører bl.a., at:

  • Den samlede boligmasse i gennemsnit skal reducere energiforbruget med 16 pct. pr. m2 i 2030 og med 20-22 pct. pr. m2 i 2035.
  • De dårligste 16 pct. af bygningsmassen (boliger ikke omfattet) skal forbedre energistandarden inden 2030 og 26 pct. inden 2033. Det svarer i Danmark til, at de fleste F- og G-mærkede bygninger skal være forbedret i 2030. Og at ca. halvdelen af de E-mærkede bygninger derudover skal løftes i 2033.
  • Fossile brændsler skal udfases af den individuelle opvarmning senest i 2040. Det skal desuden være slut med at give subsidier til olie- og gasfyr fra 2025.

Kilde: Synergi

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.066