23948sdkhjf

Renovering bliver endnu dyrere - og svømmehal åbner nu først til nytår

Renoveringen af Ringkøbing Svømmehal risikerer nu at løbe op i 13,5 mio. kroner. Det oprindelige budget lød på 8 mio. kr.

Det er lidt af en ekstraregning, der ses ind på renoveringen af Ringkøbing svømmehal.

Budgettet hed i sin tid otte mio. kr. Det blev siden opjusteret til 9 mio. kr., og nu estimerer kulturchef i Ringkøbing-Skjern Kommune, Henrik Koch Rasmussen, at renoveringen vil koste yderligere tre til 4,5 mio. kr. 

Altså en samlet regning på op mod 13,5 mio. kr., skriver Dagbladet Ringkøbing-Skjern.

Derudover holder planen med at genåbne i august ikke længere. Det er nu rykket til nytår.

Det er især fliserne fra ombygningen i 2012, der er fokus i renoveringen. Og efter man har åbnet for det første lag, har der vist sig flere øvrige lag fliser, som det har taget længere tid at fjerne. 

Derudover er der lavet en trækprøve af promenaden og bunden af bassinerne, som har vist sig ikke at kunne overholde kravene til svømmehalsbyggeri. Og ligeledes har der vist sig udfordringer med installationer. 

- Vi har været nødt til at åbne nogle konstruktioner for at se det bagvedliggende. Det har så vist sig at være meget mere omfattende end først antaget at føre bygningsdelene op til lovkravene, siger Henrik Lindquist, arkitekt og bygherrerådgiver ved Ejendomscentret i Ringkøbing-Skjern Kommune, til det lokale medie. 

De ekstra penge skal findes i kommunens anlægspuljer. 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093