23948sdkhjf

Kranfirma får alvorlig påtale og risikerer politisag: Ung thybo blev slynget otte meter op i luften

En ung thybo blev alvorligt kvæstet, da kran væltede. Nu er arbejdstilsynet klar med alvorlig påtale

Det var en menneskelig fejl af kranføreren hos det nordjyske firma, og en grov overtrædelse af regler for sikkerheden, der var årsag til en alvorlig arbejdsulykke på en byggeplads i Ikast 30. april.

Det fastslår Arbejdstilsynet i deres rapport om ulykken.

Ved ulykken blev en 29-årig mand fra Thisted, der arbejdede for et andet firma på byggepladsen, alvorligt kvæstet.

Arbejdstilsynet har foreløbig givet kranfirmaet NH Løft et strakspåbud om at få bragt sikkerheden i orden, men der er stadig overvejelser om bøde og politianmeldelse.

Det fremgår af tilsynsrapporten, at kranføreren glemte at køre kranens støtteben ud, da kranen skulle løfte et tungt betonelement på byggepladsen.

Mobilkranen var dermed ikke forsvarligt understøttet og det resulterede i, at den væltede om på højre side, hvorefter teleskopbommen på kranen ramte huset på en bomlift, der også befandt sig på pladsen. Det resulterede i, at bomliftens hus blev trykket mod jorden og kurven blev sendt op i luften.

"I kurven stod den 29-årige, der blev kastet ud og cirka otte meter op i luften og han faldt derefter ned på nogle jernkørepladser", skriver Arbejdstilsynet.

Ikke første gang

Det er ikke første gang, at en kran fra firmaet NH LØFT i Østervrå vælter. Det er således sket tre gange det seneste halvandet år.

De to forrige episoder var:

21. december 2022: Her væltede en af NH Løfts mobilkraner i forbindelse med et byggeri i Viborg. En 55-årig mand kom til skade og brækkede armen, da underlaget under kranen gav efter, og kranen væltede.

Det resulterede i et strakspåbud fra Arbejdstilsynet.

18. januar i år: Her gik det galt i Thyborøn, hvor en kran fra NH Løft væltede om på siden og ned over en anden kran fra Th. Thomsen fra Thisted, men ingen personer kom dengang til skade.

Det fik efterfølgende Arbejdstilsynet til at udstede to strakspåbud til NH Løft. Tilsynet mente, at medarbejderne var blevet udsat for betydelig fare.

Indehaver af NH Løft, Niels Helledie, afviser at kommentere på ulykken.

Artiklen er en del af temaet MXtra - Maskin- og materiel.

Se nøgletal for:
Læs mere om: ULYKKER
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062