23948sdkhjf

Har nørdet sig ind på topposten: Ny Rockwool-boss kommer med stor passion

Med Jes Munk Hansen har Rockwool sikret sig en topchef, der besidder en vis mængde nørd og en gedigen passion for en særlig dagsorden

Jes Munk Hansen medgiver, at han tilbragte sommeren på en lidt anderledes måde i fjor.

En pæn del af tiden blev for eksempel brugt på at føle på A-batts i byggecentre og ikke mindst at gennemgå den flyttekasse med teknisk dokumentation, han havde udbedt sig fra sin kommende arbejdsgiver.

- Det skal man nok være lidt nørdet for at gøre, konkluderer den 57-årige erhvervsmand, der 1. september indtog direktørposten hos Rockwool.

Et grønt paradoks

En lidt nørdet tilgang kan da også meget vel være det, der lige nu er brug for hos verdens største producent af stenuldsisolering.

Under Jes Munk Hansens forgænger Jens Birgersson var koncernen gennem et heftigt vokseværk. På ti år blev omsætningen fordoblet og lød i 2023 på 27 mia. kr., men samtidig har et stigende fokus på den grønne omstilling af byggeri og boligmasse bragt giganten i en paradoksal situation.

For mens Rockwool på den ene side fremstiller produkter, der kan bidrage til omstillingen ved at nedbringe forbruget af energi, er stenuldsproduktion i sig selv en tung synder på CO2-fronten.

- Vi er en af de store forbrugere af energi, det er der ingen tvivl om, siger Jes Munk Hansen.

Skal han forklare fremstillingsprocessen for de uindviede, handler det kort fortalt om at smelte sten om til lava for derefter at samle fibrene, “nærmest som når man laver candyfloss”.

Det koster dog væsentligt mere på energikontoen at smelte sten, end det gør at smelte sukker, og isoleringsgiganten er da også i fuld gang med en omstillingsproces, understreger direktøren.

En stor passion

Således har Rockwool, der i dag tæller 50 fabrikslinjer verden over, indtil videre opført en lille håndfuld rent eldrevne fabrikker, og sideløbende er der taget hul på omstillingen af de eksisterende produktionslinjer fra kul til el eller biogas.

Mig bekendt er det kun os, der er lykkedes med at skabe en teknologi, så vi kan retrofitte de her ovne til at køre på el Jes Munk Hansen, adm. direktør i Rockwool

Det gælder blandt andet på den danske hjemmebane, hvor Rockwool er lykkedes med at nedbringe CO2-udledningen fra de to fabrikker fra godt 70.000 ton CO2 til 17.000 ton i 2023, og selvom der ifølge Jes Munk Hansen er lang vej igen, skinner hans entusiasme for projektet tydeligt igennem.

- Mig bekendt er det kun os, der er lykkedes med at skabe en teknologi, så vi kan retrofitte de her ovne til at køre på el, lyder det med en smittende begejstring.

Og på sin vis er den interne omstilling i Rockwool et godt billede på, hvad der generelt gør Jes Munk Hansen begejstret for sin nye rolle i toppen af koncernen. Nemlig muligheden for gennem teknologiske fremskridt at skubbe på en dagsorden, der betyder meget for ham.

- Hele spørgsmålet omkring energieffektivitet er en agenda, jeg er meget passioneret omkring, fortæller han.

Det er da også en dagsorden, der trækker en rød tråd gennem store dele af Jes Munk Hansens hidtidige karriere. Fra arbejdet med pumper hos Grundfos over årene i Osram, hvor skiftet fra glødepærer til LED var på tapetet. Oprindeligt er han dog uddannet forstkandidat fra Landbohøjskolen, og de første år af arbejdslivet tilbragte han i Oregons skove.

- På den måde har næsten hele min karriere drejet sig om byggematerialer. Og det spændende er jo, at det netop er med materialer og teknologi, man kan lave den her omstilling, siger han.

Et politisk undren

Det var således ingen svær beslutning, da Jes Munk Hansen efter halvandet år i Rockwools bestyrelse blev tilbudt topposten.

- Det var supernemt at sige ja til, lyder det derimod.

I sin nye rolle ser han nemlig rig mulighed for at beskæftige sig med den dagsorden omkring energieffektivitet, der i høj grad har optaget topchefen gennem karrieren. Og så ser han ikke mindst et stort dansk potentiale på området.

- Vi har nogle verdensførende firmaer i Danmark, der igennem teknologi er med til at drive den her energi-efficiens. Der kan vi virkelig noget, siger Rockwool-direktøren.

Og selvom den grønne omstilling er på alles læber, også på Christiansborg, har landets politikere ifølge Jes Munk Hansen en noget ensidig tilgang til spørgsmålet.

- Det kan godt undre mig, hvor meget vores politikere taler om bæredygtige energikilder - altså vind og sol og hydrogen, som den politiske agenda er meget drevet af. Tit glemmer man den anden del af ligningen, som er at reducere forbruget, siger topchefen, der håber at kunne bidrage til at nuancere debatten.

- Vi skal have fremmet forståelsen af, at den mest bæredygtige energi er den man ikke bruger.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.099